Inge Kjaer Andersen C.jpg

Næstformand i Landsforeningen og formand for Personaleudvalget, Inge Kjær Andersen, vil følge op på den nye ordning, hvis den viser sig at få urimelige konsekvenser. 

Der mangler praktikpladser til elever på erhvervsuddannelserne, men det skal en ny praktikpladsordning (Praktikplads-AUB) være med til at afhjælpe. Ideen er, at alle arbejdspladser, der har erhvervsuddannede ansat, skal bidrage. Enten ved at oprette praktikpladser eller ved at spytte i en fælles kasse, der så giver et tilskud til de arbejdspladser, der uddanner eleverne. Og det er i princippet meget godt, mener Inge Kjær Andersen, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd og formand for Personaleudvalget:

- I udgangspunktet bakker Landsforeningen selvfølgelig op om, at der skal uddannes stærke faglærte elever. Det er vi jo selv glade for, når vi rekrutterer nye medarbejdere til folkekirken. Men der er også nogle særlige udfordringer i folkekirken i forhold til den her ordning. Det er fx svært at se, at folkekirken i praksis skulle kunne uddanne elever i et stort antal. Derfor følger vi udmøntningen af den nye ordning rigtig tæt. Når årsopgørelserne kommer den 1. april, bliver vi klogere på, hvilke konsekvenser ordningen reelt får for folkekirkens arbejdspladser, og hvis det viser sig, at ordningen er urimelig, vil vi gå i dialog med ministeriet.

Den nye ordning (Praktikplads-AUB) kører sideløbende med den eksisterende AUB-ordning, og har ingen indflydelse for det nuværende AUB-bidrag, der betales.

I april 2018 modtager alle menighedsråd en forskudsopgørelse, hvor de kan se deres mål for, hvor mange elever, de i følge den nye ordning skal ansætte eller give et bidrag til i 2018.

Læs mere om den nye praktikordning her.