Skal gudstjenesten være mere blød, sanselig og forståelig?

- Er gudstjenesten for hård for nutidige mennesker? Skal gudstjenesten blødgøres? Og hvem kan i så fald gøre det på en måde, der er legitim og accepteres især af kirken selv og af den del af menigheden, der kommer i kirken ofte, så det samtidig fungerer for den bredere menighed, man gerne vil appellere til?

Sådan lød nogle af de afsluttende spørgsmål fra Marie Vejrup Nielsen, lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet og mangeårig analytiker af folkekirken.

Hun var en af fire oplægsholdere ved den stort anlagte midtvejskonference om folkekirkens gudstjenesteliv, som biskopperne havde inviteret til lørdag 16. januar.

Ved konferencen, som foregik online på grund af corona-pandemien, deltog næsten 500 mennesker – heriblandt en del menighedsrådsmedlemmer.

Programmet bestod af oplæg, workshops og debat via både chat og webcam, og selv om teknologien drillede lidt indimellem, var der ivrig deltagelse hele dagen og stor debatlyst.

Til at sætte blus under debatten havde biskopperne inviteret en række opholdsholdere – heriblandt fire eksperter, som holdt oplæg for alle deltagere, mens de øvrige var fordelt på i alt ti workshops om emner som gudstjenestens sprog, gudstjenesten som ritual, nadver, dåb, højmessen og de andre gudstjenester og de unges ønsker.

Marie Vejrup Nielsen fokuserede i sit oplæg på spørgsmålet ”hvad vil folk og kirke med gudstjenesten?”. Hun understregede, at mens man i folkekirken de sidste 10-30 år har været meget optaget af at udvikle og diskutere nye aktivitetsformer som babysalmesang, er man nu for alvor begyndt at diskutere kerneydelsen, søndagens gudstjeneste.

- Folkekirken har bevæget sig ind til der, hvor kerneydelsen ligger og kigger nu på forandring af noget af det, der har stået mest uforandret, højmessen, sagde hun.

Spændende og betændt

Og man fornemmede, at her kunne det blive både spændende og betændt. For en ting er at arbejde bevidst med forskellige målgrupper, når man udvikler nye aktivitetstilbud, også i form af særgudstjenester med inspiration fra kulturen, fx yoga og rytmisk musik.

Men når det kommer til selve højmessen, er det vanskeligere at finde sine ben som samlet kirke og i de enkelte sogne.

- Jeg ser en tendens til, at man arbejder for at gøre gudstjenesterne blødere – at man går i retning af en mere blød og sanselig form, hvor man kan mærke, smage og føle gudstjenesten på sin krop. Gudstjenesten kræver ikke hård disciplin og stiller ikke hårde teologiske afgrænsninger op, præsten prædiker ikke om en Gud, der er barsk og hård, men om en mere rummelig og nærværende Gud, sagde Marie Vejrup Nielsen.

Hun påpegede, at den ”blødere” kristendom ikke består i, at man i folkekirken lukker hvad som helst ind i form af alternative bevægelser i det omgivende samfund, men at man som kirke – på en bevidst og velovervejet måde - eksperimenterer med at tage de ting, som præger kulturen og samfundet, ind i den kirkelige og kristne ramme på en måde, som kirken og traditionen kan bære.

- Det er ikke en let og tilfældig proces, men jeg ser et ryk i retning af det mere sanselige og bløde, fordi man opfatter det som noget, det senmoderne individ bedre kan kapere, sagde Vejrup Nielsen.

Hun vurderede, at mange af folkekirkens præster, menighedsrådsmedlemmer og ansatte forstår sig selv som en del af samfundet og kulturen, og de forskellige eksperimenter er derfor ofte foranlediget af, at præster og menighedsrådsmedlemmer selv mærker en form for afkobling mellem de traditionelle gudstjensteformer og det samfund, man lever i og er en del af.

Nogle præster og menighedsrådsmedlemmer ser dog også kirken og sig selv som en vigtig stemme, der kan modsige samfundets tendenser, påpegede hun.

- Alle argumenterer for, at de gør det, der er bedst for medlemmerne. Men man er ikke enig om, hvad det betyder. Nogle argumenterer for, at man skal bruge nogle af de formidlingsformer, som samtidskulturen har vist er effektivt i andre sammenhænge. Andre vil fastholde prædiken med mere i mere traditionel form for at være en modsigelse til det omgivende samfund. Når man er i gang med at vælge til og fra i de nye gudstjensteformer, kan det være en god ide for menighedsrådene at være opmærksomme på, hvor de uenigheder kommer fra, lød hendes råd.

Præget af ord

Også Hans Jørgen Lundager Jensen, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet med speciale i Gamle Testamente, myter og ritualer, lagde i sit oplæg vægt på, at gudstjenesten i den lutherske tradition generelt har været præget af mere ord og oplæring end sanselighed og skønhed.

Han gennemgik tre grundformer inden for gudstjenesteritualet, der har rødder tilbage langt før kristendommens opståen, men alle også kan spores i kristendommens gudstjenesteformer i dag: en grundform, hvor medleven og alles deltagelse med brug af kroppen – fx i form af sang og dans – er central, en form hvor skønhed og synssansen står centralt, og en form hvor det at lytte og læste og modtage en forklaring, stod i centrum.

- Den traditionelle lutherske højmesse minder mest om den tredje grundform, hvor menigheden lytter til præstens enetale i form af en prædiken, forklarede han.

Der indgår også elementer fra skønhed og medleven i højmessen, men disse to elementer er i højere grad til stede i henholdsvis den katolske messe og højkirkelige bevægelser og i de lavkirkelige, karismatiske strømninger med gospel, rytmisk lovsang med mere, påpegede Lundager Jensen.

- I traditionen fra Luther og hans efterfølgere var der vægt på, at Bibelen skulle udlægges og forklares, og vores højmesse bærer stadig præg af, at de, der inden for de lutherske kirker kom til at bestemme, hvordan kristendommen skulle forstås og formidles, var universitetslærere. Præsterne blev en slags professorer, prædikenen var deres forelæsning, og menigheden var dem, der skulle tages i lære, sagde han.

- Indholdsmæssigt har præsterne flyttet sig ned fra den høje prædikestol og ned på samme niveau som menigheden, og udlægningen af bibelteksten er ikke længere i form af en autoritær, doktrinær forklaring, men snarere en spørgende eksistensudlægning, hvor man inddrager erfaringer fra livet i den senmoderne virkelighed. Men det er stadig prædikenen, der står i centrum, sagde han.

- Han rundede af med at spørge konferencedeltagerne, om man så skal bevare og forsvare det typisk protestantiske eller i højere grad inddrage det sanselige og det skønne for at appellere til nutidens menighed?

Sanser i spil

I den efterfølgende debat gjorde en deltager opmærksom på, at tendens til en ”blødere” gudstjensteform måske i virkeligheden trækker på gamle rituelle grundformer, hvor flere sanser er i spil, og at man måske derfor bevæger sig i retning af et mere helhedsorienteret gudstjensteritual, hvor man kan sikre sig en større del af menighedens medleven.

Marie Vejrup Nielsen mente, at man i hvert fald i stigende grad trækker på et mere fælleskristent repertoire – et spor som fortsatte i flere af debatterne i eftermiddagens workshop.

Her opfordrede flere til, at man åbnede den danske højmesse for inspiration fra fx Norge, Sverige, Tyskland og England og åbnede sig for ”den internationale, økumeniske, liturgiske bevægelse”.

Flere henviste også til den norske liturgiekspert fra det Teologiske Fakultet på Oslo Universet, Merete Thomassen, der medvirkede i konferencen og i sit oplæg beskrev processen bag den norske kirkes gudstjenestereform, som efter 13 års arbejde resulterede i en ny ritualbog i november 2020.

Merete Thomassen understregede blandt andet at man i den lange proces havde gjort meget ud af at åbne for at inddrage lokale forskelle, fx i form af folkemusik, og at man i reformprocessen havde lagt vægt på inddragelse af lægfolk og kirkeligt ansatte, blandt andet som læglæsere og forfattere af kirkebønner.

- Lægmandskristendom er meget mere omfattende i Norge end i Danmark, og man så, at en del lægmandsmenigheder var begyndt at fejre gudstjeneste i egne bedehuse. Dem ønskede man at omfavne – både karismatiske og lavkirkelige grupper – for at bevare kirkens enhed, forklarede hun.

Større mod

En konferencedeltager, der har arbejdet som præst i Norge, efterlyste større mod i Danmark til at forny sig via blandt andet lægmandslæsninger og -gudstjenester, mens en anden deltager mente, at sammenhængskraften i kirken må være et væsentligt element i drøftelsen af gudstjenestens liturgi for at kunne fastholde de mange forskellige fraktioner i folkekirken i samme kirke.

Næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Kjær Andersen, tog ordet i debatten.

- Måske skal vi starte med at ændre måden, vi taler om liturgi på. Der har været gode indlæg i dag, men også indlæg, hvor der bruges mange ord som ikke er hverdagssprog. Min påstand er, at man godt i hverdagssprog kan tale om vigtige emner på et fagligt højt niveau.

Som en del af konferencen blev deltagerne fordelt i en række workshops, hvor forholdet mellem forståelse, fornyelse, tradition og sprog var i spil.

En menighedsrådsformand efterlyste et grundigt arbejde med sproget i nadver- og dåbsritual, hvilket to selvstændige workshops dykkede ned i, mens en anden workshop havde de unge og deres ønsker som emne.

Herfra lød en efterlysning af et organ, hvor de unges stemme kan blive hørt af biskopperne, fx i form af et ungdomsråd, som var med til at igangsætte det norske reformarbejde med gudstjenestens liturgi.

I opsummeringen fra flere af de andre workshopper lød en opfordring til ikke at lade de mest højtråbende få størst indflydelse, men også tænke på de passive og tavse medlemmer af menighederne, og et medlem af FDF opfordrede i en chat-kommentar biskopperne til at huske lægfolket, når de på et tidspunkt skal videre med det vigtige arbejde. Medlemmet mindede om, at der i FDF er stor erfaring med at lade lægfolket lave kirke.  

Et menighedsrådsmedlem opfordrede biskopperne til at lave et antal frie kirker, ligesom der er fri-kommuner. Tanken er at give lov til at eksperimentere mere frit med højmessen og se, hvad der sker. De erfaringer kan man så tage med over i liturgiarbejdet.