16. DECEMBER 2021

Løsninger på dårligt arbejdsmiljø skal vi finde i fællesskab

49 præster har underskrevet en hensigtserklæring om dårligt arbejdsmiljø. De fleste af problemstillingerne kan Landsforeningen nikke genkendende til.

Arbejdsmiljø.jpg (1)

Arkivfoto. Personerne på billedet er uden relation til den omtalte erklæring.

Af: Marie Gaarden

”Vi er mange, der har oplevet, at der hersker en tavshedskultur i Folkekirken. I særlig grad, når det handler om arbejdsmiljø. Vi ønsker ikke den onde fred, men vil bryde tavsheden for at skabe et bedre arbejdsmiljø og en bedre folkekirke.”

Sådan lyder indledningen til en erklæring, som 49 præster har underskrevet. Erklæringen beskriver en lang række problemstillinger – blandt andet om mobning og konflikter, bopælspligt, kommunikation og ansættelsesforhold.

Klar til at tage fat om problemerne
I Landsforeningen bliver præsternes erklæring opfattet som en kraftig opfordring til, at folkekirken tager de problemstillinger op som præsterne peger på.

”De fleste af de problemstillinger, som man ønsker italesat, kender vi til, og vi medvirker meget gerne til at løse de af dem, hvor vi kan gøre vores indflydelse gældende,” fastslår Inge Kjær Andersen, Landsforeningens næstformand og formand for personaleudvalget.

En samlet løsning
Nogle af problemstillingerne angår præsternes løn- og ansættelsesvilkår, hvor Landsforeningens mulighed for at ændre på noget er begrænsede.

Men i forhold til de arbejdsmiljømæssige udfordringer berører mange af de nævnte problemstillinger både præster, øvrige ansatte og menighedsrådene. Og her giver det mening af finde løsninger i fællesskab.

”Vi må arbejde på en samlet løsning for folkekirkens arbejdspladser,” siger Inge Kjær Andersen og peger på, at Folkekirkens Arbejdsmiljø Råd og Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning, som netop er etableret som en permanent ordning, må skulle spille en helt central rolle. Også i et samarbejde med ministeriets arbejdsgruppe om præsters arbejdsmiljø.

Flere artikler om samme emne

#Arbejdsmiljø