Inden for de næste måneder og senest 17. juni skal der være valg til Folketinget. Folkekirken eller kirkepolitik generelt fylder sjældent ret meget i valgkampen. Det kan både skyldes, at andre områder har højere prioritet, og at der set med politiske øjne ikke er de store udfordringer. Men holdningerne i partierne til folkekirken ændrer sig, og det er ikke længere en selvfølge, at et flertal i Folketinget vil fastholde den folkekirke, vi kender.

Kirkepolitikken og den måde, folkekirken er organiseret på, har stor betydning for mange mennesker. Derfor fortjener den opmærksomhed fra både folketingskandidater og vælgere, når statsministeren udskriver folketingsvalg om ikke så længe.

Menighedsråd og præster udfører et værdifuldt og stort arbejde

I de 1686 lokalt valgte menighedsråd ud over hele landet, udfører de ca. 12.500 valgte medlemmer af rådene sammen med folkekirkens ca. 2.000 præster et værdifuldt og stort arbejde for at skabe de bedste rammer om den danske folkekirke. Det gælder både i forhold til at give befolkningen mulighed for at deltage i såvel forkyndelse som kulturelle arrangementer, at sætte retningen for det kirkelige liv i sognet, at være arbejdsgivere for de ansatte ved kirken og for at sikre, at kirkens bygninger og kirkegårde vedligeholdes.

Andre er valgt af menighedsrådene til at tage ansvar i provsti og stift for folkekirkens lokale økonomi og for de fælles kirkelige opgaver i stiftet og lokalt.

Derudover bør de mange frivillige tilknyttet kirkerne og de kirkelige organisationer ikke glemmes. De understøtter i høj grad livet i lokalsamfundene, både på landet og i byerne.

Det folkelige engagement i folkekirken er med til at sikre en rummelig folkekirke, der er forankret i de lokale sognemenigheder.

Rammer skal sikres – og følge samfundsudviklingen

Rammerne for menighedsrådenes arbejde sættes af Folketinget. Det foregår via lovene, for eksempel om menighedsråd, folkekirkens økonomi og valg til menighedsråd. Sidstnævnte blev i øvrigt ændret i 2018, så den nu bedre afspejler den praksis, der udøves i langt de fleste sogne.

Det er vigtigt at sikre, at folkekirken også fremover har de bedste rammer for at løfte sine mange opgaver – både for medlemmer og for ikke-medlemmer. Og at rammerne for folkekirken følger med den almindelige udvikling i samfundet.

Folketinget er folkekirkens lovgivningsmagt. Det er menighedsrådene meget trygge ved. I nogle af de lande vi sammenligner os med, har jeg mødt undren over, at vi i Danmark overlader til det verdslige parlament at sætte rammerne for kirken. Også selv om man som folketingsmedlem ikke selv behøver at være medlem af folkekirken. Men sådan foretrækker danskerne det, og mange ser ordningen som en garant for, at kirken fortsat er en folkekirke.

Traditionen er, at Folketinget lytter, når folkekirkens parter foreslår ændringer, der skal udvikle folkekirken og sikrer, at den fortsat er relevant for danskerne. Sådan håber vi det fortsætter, også efter dette og fremtidige valg til Folketinget. Det forudsætter, at vi har et folketing, der som nævnt sætter de ydre rammer, og som samtidig respekterer, at folkekirken selv fylder rammerne ud, også når der bliver taget nye initiativer som for eksempel drop-in-dåb, mulighed for vielse i det fri, hvor mange nye salmer der skal med i Salmebogen etc.

Demokratisering skal styrkes yderligere

Menighedsrådene ønsker en fortsat demokratisering af folkekirken. Vi har gradvist fået mere indflydelse på arbejdet med de helt overordnede temaer i folkekirken som den fælles økonomi og de fælles opgaver. Det er sket gennem aftaler med de relevante parter. Men vi ønsker at styrke demokratiseringen yderligere. Et eksempel er folkekirkens økonomi. Her vil det være i tråd med de krav og ønsker, der er til det øvrige samfund, at demokratisering, åbenhed og gennemsigtighed styrkes.

Landskirkeskatten på ca. 1,2 mia. kr. går til Fællesfonden, som administreres af kirkeministeren. Pengene går til præstelønninger, stiftsadministrationerne (under biskopperne) og fælles folkekirkelige opgaver som uddannelse og it.  Som det er nu, er der et organ – budgetsamrådet – med repræsentanter for stiftsrådene, der har lov til at udtale sig om, hvordan knap 10 mio. på det årlige budget skal anvendes. Det svarer til ca. 0,8 pct. af det beløb, der opkræves i landskirkeskat hos folkekirkens medlemmer. Budgetfølgegruppen, der består af departementschef samt en repræsentant for hhv. biskopper, stiftskontorchefer, provster og Landsforeningen af Menighedsråd, indstiller efterfølgende budget til kirkeministeren. Kirkeministeren har i sidste ende det fulde ansvar for at fastlægge budgettet.

Menighedsrådene vil gerne styrke demokratiet her ved at lade valgte repræsentanter kunne træffe beslutninger – ikke blot indstille – vedr. budgetterne. Vi anerkender traditionen for, at kirkeministeren altid støtter sig til budgetfølgegruppen, men finder at det nu må være på tide med en formel anerkendelse af de valgte repræsentanter.

Folkekirken er for langt de fleste den naturlige ramme om markering af livsbegivenheder

Det er vigtigt, at nye og gamle folketingsmedlemmer gør sig klart, at de også har ansvaret for, at folkekirken kan udvikle sig i takt med samfundet og medlemmerne, samtidig med at folkekirkens egenart som trossamfund respekteres. Folkekirken har sin egen langvarige tradition i dansk kultur og er stadig for langt de fleste danskere den naturlige ramme om markeringen af livets store begivenheder, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse og den almindelige kirkegang.

Folkekirken har brug for politikere, der tager dette ansvar på sig. Folkekirken i Danmark har ikke – som vore nabolande – sine egne besluttende organer. Det kræver folketingspolitikere, der har forståelse for, hvorfor forholdet mellem kirke og stat er, som det er i Danmark.

Som medlemmer af folkekirken og som engagerede menighedsrådsmedlemmer med ansvar for den lokale folkekirke bør vi i den forestående valgkamp også afkræve folketingskandidaterne svar på, hvordan de vil varetage dette ansvar. Ser de sig selv som folkekirkens pedel eller som folkekirkens chef for nu at citere nogle yderpunkter blandt nylige kirkeministre? Eller skal folkekirken gøres til genstand for helt andre politiske projekter end det, der handler om folkekirkens opgaver?

Tænk folkekirken ind i partiprogrammer og regeringsgrundlag

Det kan være en udfordring for folkekirken, hvis kirkepolitikken kun drøftes af nogle enkelte, særligt interesserede politikere, som kan have deres egen personlige dagsorden. Min opfordring til alle partier vil derfor være også at tænke folkekirken ind partiprogrammer og fremtidige regeringsgrundlag.

Man kan f.eks. begynde med at tage stilling til, hvordan man fremover vil indrette folkekirkens styre med respekt for den nuværende grundlovssikrede særstilling. Og man kan forholde sig til, om folkekirkens repræsentanter skal have reel indflydelse på mere end 0,8 pct. af det beløb, som medlemmerne betaler i landskirkeskat.

Den folkekirke, vi kender, og som de fleste danskere er glade for at være medlemmer af, hviler på et solidt fundament. Der er ikke brug for de store reformer, men for en nænsom udvikling, der sikrer en fortsat gradvis demokratisering af folkekirken.

De fleste anerkender og accepterer, at vi har en folkekirke, hvor Dronningen godkender bibeloversættelser, salmebøger og ritualer, og hvor Folketinget lovgiver om folkekirken. Men giv plads til mere indflydelse til de almindelige menighedsrådsmedlemmer, som har ansvaret for, at folkekirken fortsat kan være til stede i alle dele af landet, og som repræsenterer de folkekirkemedlemmer, der betaler for folkekirkens opgaver gennem kirkeskatten.

Ovenstående er også bragt som kronik i Kristeligt Dagblad tirsdag den 22. januar.

Folketingets kirkeudvalg afholder sammen med Grundtvigsk Forum i øvrigt onsdag den 23. januar en åben høring. Her sættes forholdet mellem kirke og stat til debat.

Høringen kan følges live på folketingets tv-kanal og efterfølgende ses samme sted under "TV fra Folketinget".