10. OKTOBER 2019

Handlingsplan til medlemsstrategien på Midtvejsmødet 2019

Midtvejsmødet finder sted lørdag d. 23. november 2019. Her vil blandt andet blive præsenteret en handlingsplan til medlemsstrategien, herunder et nyt medlemsadministrationssystem.

Midtvejsmøde 2018 3.jpg

Deltagerne i Midtvejsmødet den 23. november, vil blandt andet blive præsenteret for et nyt medlemsadministrationssystem. Foto fra Midtvejsmødet i 2018.

Af: Charlotte Tybjerg Sørensen

Midtvejsmødet foregår i Odense Congress Center fra kl. 9.30 – 16. Her vil deltagerne blandt andet drøfte, hvordan medlemsorganisationen skal udvikle sig. Bestyrelsen vil præsentere sit oplæg til en medlemsstrategi, som blandt andet vedrører kommunikation, kursusudbud, møder for menighedsrådsformænd og distriktsforeningernes udvikling.

- Det er vigtigt, at vi overvejer, hvordan vi kan styrke foreningens arbejde i alle led. Både menighedsråd, distriktsforening og Landsforening. Derfor har vi udviklet nogle tiltag, som vi vil arbejde med i den kommende periode. Et af dem er et nyt medlemssystem, som blandt andet skal bidrage til en mere direkte kommunikation, en bedre service og mere viden om foreningens medlemmer, siger Carsten Bøgh Pedersen, næstformand i Landsforeningen.

Andre emner på Midtvejsmødet er folkekirkens liturgier, folkekirkens styrelse og Landsforeningen - folkekirkens arbejdsgiverorganisation med forhandlingsret. Der vil også blive orienteret om aktuelle emner, blandt andet om Menighedsrådsvalg 2020 og Landsforeningens 100 års-jubilæum, som også finder sted i 2020.

Læs programmet og tilmeld dig her.