3. NOVEMBER 2017

Lovforslag om ny valgform til menighedsrådsvalget sendt i høring

Regeringen har d. 1. november sendt et forslag til en ny valgform til menighedsrådsvalget i høring hos blandt andre Landsforeningen af Menighedsråd og landets menighedsråd

mb_20160610_184.jpg

Formand for Landsforeningen, Søren Abildgaard, glæder sig over, at et lovforslag om en ny valgform nu skal til afstemning i Folketinget

Af: Eva Strøm

Næste gang menighedsrådet skal vælges, kan det meget vel være efter nye regler. Folketinget skal nemlig efter nytår stemme om en ny valgform, der skal være den gængse og afløse aftalevalget.  

Valgforsamling hedder valgformen, der ligner den model, der blev afprøvet af cirka 120 menighedsråd til valget i 2012. Formen baserer sig på foreningslivets måde at vælge bestyrelse på. Her samles man til en generalforsamling og vælger den nye bestyrelse.

Til en valgforsamling, som den er beskrevet i lovforslaget, er der først mulighed for dialog og debat mellem kandidater og menighed, og herefter vælges det nye råd ved skriftlig hemmelig afstemning. Det afgående menighedsråd er vært for valgforsamlingen.

Hvis den nye valgform bliver vedtaget, vil langt de fleste menighedsråd blive valgt på valgforsamlinger. Men der er stadig mulighed for at udløse et afstemningsvalg i de sogne, hvor man måtte ønske det.

Bag lovforslaget

Der ligger mange forberedelser bag lovforslaget om en ny valgform til menighedsrådsvalget:

2012: Landsforeningen af Menighedsråd og Kirkeministeriet laver i fællesskab et oplæg til forsøg med valgforsamling, der afprøves af 123 menighedsråd efter dispensation af Kirkeministeriet

2013: Landsforeningens delegeretmøde drøfter et oplæg om ny valgform

2015: Kirkeminister Bertel Haarder nedsætter ”Udvalget om menighedsrådsvalg og fremtidig valgform”. Udvalget havde 12 medlemmer og var sammensat af repræsentanter for Kirkeministeriet, Landsforeningen af Menighedsråd, biskopperne, stiftskontorcheferne, Præsteforeningen, forskere på området og frivillige organisationer udenfor folkekirken.

2017, april: Udvalgets betænkning ”Menighedsrådsvalg i fremtiden” udkommer og sendes i høring.

2017, november: Kirkeministeriet udsender sit lovforslag til en ny valgform

Lang tid undervejs
Det nye lovforslag har været længe undervejs. Arbejdet startede før valget i 2012, hvor Kirkeministeriet gav  lov til, at menighedsrådene kunne prøve en valgforsamlingsmodel af. I 2015 nedsatte Kirkeministeren ”Udvalget om menighedsrådsvalg og fremtidig valgform”, hvor Landsforeningen også deltog i det videre arbejde. I april 2017 barslede udvalget med en betænkning, som danner baggrund for det lovforslag, som regeringen nu har sendt i høring.

Formand for Landsforeningen, Søren Abildgaard, glæder sig over, at folketinget nu skal stemme om et konkret lovforslag

- Jeg er glad for, at det mangeårige arbejde nu bærer frugt. Mange gode kræfter fra folkekirken har biddraget til arbejdet og er nået til enighed om en model, der passer langt bedre til en virkelighed, hvor kun ganske få menighedsråd bliver valgt ved et afstemningsvalg. I Landsforeningen har vi arbejdet for en ny valgform siden 2011, så det er glædeligt, at den nu er nået så langt.

Søren Abildgaard noterer sig også med tilfredshed, at forslaget i betænkningen om, at afstemningsvalg skulle falde sammen med kommunalvalg, ikke er medtaget i lovforslaget.

Kort høringsfrist
Lovforslaget er sendt til høring hos menighedsrådene, og det er her vigtigt at være opmærksom på, at fristen for at indsende et høringssvar er d. 28. november.

Landsforeningen drøfter lovforslaget med distriktsforeningerne på midtvejsmødet d. 11. november, og bestyrelsen indsender herefter sit høringssvar.

 

Find lovforslaget her

Flere artikler om samme emne

#Menighedsrådsvalg #Bestyrelsen