2. NOVEMBER 2020

Opbakning til arbejdet for øget demokratisk indflydelse på fællesfonden

Traditionen tro, var der også debat på delegeretmødet om forhold mellem stat og kirke.

Delegerede i Helsingør Sydøst DF.jpg

De delegerede fra distriktsforeningen Helsingør Stift Syd-Øst var samlet i Pederstrup og kunne via pc og tablet deltage i afstemningerne og følge med i mødet på storskærm. Privatfoto.

Formålet med bestyrelsens oplæg om folkekirkens styrelse var at få tilslutning til at fortsætte arbejdet med at få demokratiseret folkekirkens fælles økonomi og folkekirkens indre anliggender.

- I Landsforeningen står vi for den folkekirke, vi kender, der er stadig områder hvor de demokratisk valgte repræsentanter er sat uden for indflydelse, ikke mindst på nationalt plan og vedrørende de indre anliggender, slog Strukturudvalgets formand, Kaj Bollmann fast, da han præsenterede bestyrelsens oplæg for forsamlingen, og fortsatte:

 - Det handler ikke om magtsyge fra Landsforeningen, men om at forandre for at bevare den folkekirke, vi kender og fremtidssikre den.

Ønsket med oplægget var at få delegeretmødets tilslutning til at fortsætte arbejdet med folkekirkens styrelse på baggrund af det grundlag, der blev lagt på delegeretmødet i 2019, mht. ønske om demokratisering af folkekirkens fælles økonomi og folkekirkens indre anliggender (liturgi, salmebøger og bibeloversættelser).

Kirkeråd eller ej

Det gav anledning til debat blandt de delegerede. Terkel Troels Nielsen fra Frederiksborg Distriktsforening, gav udtryk for, at en støtte til bestyrelsens forslag vil give Landsforeningen mandat til at arbejde for ’”en eller anden form for kirkeråd”, og han anbefalede derfor et nej til forslaget. Han ønskede i stedet en grundig debat på delegeretmødet i 2021 uden at bestyrelsen på forhold kommer med et oplæg, der styrer debatten.

Kaj Bollmann afviste, at Landsforeningen arbejder for et kirkeråd og understregede, at Landsforeningen har haft inddraget medlemmerne i forslaget, både på Midtvejsmødet og Årsmødet i 2019 og lovede yderligere inddragelse af medlemmerne inden delegeretmødet i 2021.

Øvrige talere bakkede op om oplægget og den efterfølgende afstemning resulterede i stort flertal for at Landsforeningens arbejde med folkekirkens styrelse, og at der til delegeretmødet 2021 fremlægges et forslag om etablering af et demokratisk sammensat organ med besluttende kompetence vedrørende fællesfondens økonomi.