Folkekirken og demens

- Da jeg begyndte at afholde gudstjenester på plejehjem, var det som en forkortet version af søndagens prædiken. Jeg var frustreret, for det var tydeligt, at det gik hen over hovedet på tilhørerne, der for en stor dels vedkommende var ramt af demens.

Sådan fortæller præst Jan Nilsson fra Diakonissestiftelsen. Hans erfaringer vækker genklang hos deltagerne i kurset ”Aldring, folkekirke og samfund” på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster. Her har præster, organister, kirkesangere og kirke- og kulturmedarbejdere fra forskellige af landets kirker dedikeret tre dage til at blive bedre til at arbejde med ældre mennesker.

Demensarbejde skal opprioriteres
- På Diakonissestiftelsen besluttede vi at gøre gudstjenester for demensramte til et indsatsområde i stedet for at gemme frustrationerne af vejen, fortsætter Jan Nilsson, der er med på kurset for at introducere kursisterne til e-læringsværktøjet ”Eksistens med Demens” og den bagvedliggende undersøgelse, der er tilgængelig på Diakonissestiftelsens webside.

Og der er et stort behov for læring, mener kursusleder Rose Marie Tillisch, som til daglig er sognepræst i Strandmarkskirken i Hvidovre:

- Op mod en halv million danskere er påvirket af demens enten som syge eller pårørende. Vi skal finde ud af, hvordan vi er til for dem på en relevant og hensynsfuld måde. Selve arbejdet med ældre mennesker har altid fundet sted i Folkekirken. Men det har hidtil ikke været en obligatorisk opgave. Jeg mener, det er vigtigt, at det bliver en del af arbejdsbeskrivelsen for kirkerne.

Vigtigt samarbejde med plejepersonale
Blandt de 15 fremmødte kursister er der blandede erfaringer med at arbejde med personer med demens og samarbejde med plejepersonale. En del fortæller, at plejepersonalet oplever det som besværligt, når præsten kommer på besøg på plejecentret, mens andre har opnået et tæt samarbejde.

Jan Nilsson fremhæver, at e-læringsværktøjet, der handler om at skabe livskvalitet og værdighed for mennesker med demens, er målrettet personalet både i kirker og på plejecentre, fordi begge grupper er vigtige.

- Ofte er det en SOSU-assistent, der har samtalen med en plejehjemsbeboer om livstestamente, og pludselig skal hun håndtere store eksistentielle spørgsmål. Omvendt er kirkepersonalet nødt til at have viden om demens, fordi mennesker med demens er forskellige. De er forskellige steder i deres livshistorie, og deres sygdom udvikler sig forskelligt, forklarer han.

For at ruste de to grupper til arbejdet med demensramte tager ”Eksistens med Demens” udgangspunkt i tre praksisformer: Sanselighed, reminiscens og personligt nærvær. Jan Nilsson uddyber:

- Det verbale er det første, der forsvinder. Derfor er det paradoksalt, at præster ofte er fulde af ord. Men sanserne består til det sidste, derfor bruger vi sanselighed. Minderne dukker tydeligt op hos mennesker med demens, og derfor tager vi udgangspunkt i reminiscens. Og det personlige nærvær og tiden til den enkelte gør hele forskellen i udførelsen under demensgudstjenesten.

Kaffe og sanselighed
Blandt kursisterne er sognepræst Iben Katrine Hornshøj Sørensen fra Husum Kirke. Hun har allerede reformeret ældrearbejdet i kirken, så det er blevet mere inddragende med personligt nærvær, og hun vil især tage læring med hjem om brug af sanselighed og minder.

- Jeg forestiller mig for eksempel, at vi kunne afholde en café med 2. Verdenskrig som tema, hvor vi kunne smage og dufte Rich’s-kaffe for at få sanserne i spil. Jeg synes, at e-læringen har en fin form, og jeg vil tippe en kollega, for jeg kender selv frustrationerne i forhold til egen indsats, når man vælger den traditionelle form på gudstjenesten, siger hun.