1. MAJ 2025

Stormøde om ny menighedsrådslov

Tinghallen i Viborg var ramme for en livlig debat, da styregruppen bag Kirkeministeriets projekt om forenkling af menighedsrådsarbejdet fremlagde deres anbefalinger, som måske vil føre til en ny menighedsrådslov.

001 (1)

Cirka 150 menighedsrådsmedlemmer og provstiudvalgsmedlemmer var samlet i Viborg. Foto: Alex Kjær.

Af: Alex Kjær

Der var tydeligvis en del på spil for mange af de cirka 150 tilhørere, som var mødt frem i Viborg for at høre om de anbefalinger til forenkling af menighedsrådsarbejdet, som styregruppen bag projektet er blevet enige om.

Fordi anbefalingerne kan føre til en ny menighedsrådslov, som potentielt kan give nye vilkår og nye rammer for de folkevalgte i landets menighedsråd.

Mødet i Viborg begyndte med, at styregruppen fremlagde dele af deres rapport med anbefalinger. Derefter var ordet frit, og en skov af hænder røg straks i vejret.

Per Balleby er næstformand i Stoholm Menighedsråd og lagde ud med at rose styregruppens arbejde. Han var dog ikke glad for den pligt til tre dages kurser, som det anbefales, at kontaktpersonen skal have.

- Hvis jeg skal ud at opfordre en person til at stille op til menighedsrådet og samtidig siger, at der følger tre dages uddannelse med, så er der nogle, der siger, at det kan de ikke. Jeg vil også høre, hvor pengene skal komme fra til den øgede professionalisering af menighedsrådet, som der lægges op til. For det er jo ikke gratis.

Anton Pihl, formand for Landsforeningen og medlem af styregruppen, svarede:

- Vi taler her om noget, vi ikke har råd til at lade være med at investere i. Så når nogen spørger, hvad kommer det til at koste, så er svaret, at det kommer til at koste en del. Fordi uddannelse og professionalisering er vigtige elementer, når der skal sikres et godt arbejdsmiljø på de folkekirkelige arbejdspladser. I forhold til at det er tidskrævende, når vi foreslår pligt til uddannelse, så lægger vi også op til, at opgaver kan placeres hos en af kirkens ansatte.

Karin Schmidt Andersen er også medlem af styregruppen og repræsentant for kirkefunktionærorganisationerne. Hun sagde:

- I forhold til en mere professionel ledelse, som der lægges op til, så kan vi se, at arbejdet med ledelse er vokset de sidste mange år. Derfor efterspørges der blandt andet mere kendskab til området.

Kirkens jorde

I styregruppens anbefalinger står der, at opgaven med jorde og landbrugsejendomme flyttes fra menighedsrådet til provstiudvalget. Det fik flere til at spørge, hvad der så skal ske i forhold til den indtægt, som nogle menighedsråd har fra forpagtning af landbrugsjord.

Anton Pihl svarede:

- Vi skal huske, at indtægter fra folkekirkens jorde er indtægter, som går til flere sogne i provstiet og ikke til det enkelte sogn, som har meget jord. Det er korrekt, at provstiet nogle steder pludselig bliver rigere. Men vores fælles ansvar får også bedre vilkår. Vi kunne godt have valgt en blødere løsning, fordi der er store forskelle fra sogn til sogn, men her har vi valgt at lave et rent snit, som betyder, at vi anbefaler, at alle kirkejorde overgår til provstiudvalget.

Et andet punkt, som fik flere kommentarer, er anbefalingen om at ændre i funktionsperioden, så den begynder 1. januar i stedet for 1. søndag i advent, som er gældende i dag.

- 1. søndag i advent begynder kirkeåret, derfor er det en god ting, at menighedsrådet tiltræder på den dag, sagde Frede Hansen, formand for Resen Sogn.

Pernille Esdahl, retschef hos By- Land- og Kirkeministeriet og formand for styregruppen svarede:

- Det skyldes praktiske hensyn, at vi foreslår at ændre på funktionsperioden. Vi tror, det vil lette menighedsrådsarbejdet, når funktionsperioden følger regnskabsåret i stedet for kirkeåret.

Du kan læse mere om stormødet i næste nummer af Menighedsrådenes Blad.

Projekt om forenkling af menighedsrådsarbejde

Anbefalingerne, som blev fremlagt på stormødet i Viborg, kommer fra styregruppen for projektet ”Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet,” hvor Landsforeningen af Menighedsråd har siddet sammen med folkekirkens øvrige parter og By-, Land- og Kirkeministeriet.

Anbefalingerne kan føre til et lovforslag, som derefter sendes i høring.

Nåede du ikke med til stormøderne?

Gik du glip af stormøderne, så hør om rapportens anbefalinger på Landsforeningens webinarer, der holdes henholdsvis den 14. og 15. maj samt den 21. og 22 maj.

Læs mere her.