8. APRIL 2025

Samarbejdet skal styrke folkekirken

Folkekirkens parter ønsker fokus på samarbejde, arbejdsmiljø og professionalisering i folkekirken

Præst (1)

Arkivfoto, folkekirken.dk

Af: Pressemeddelelse udsendt af folkekirkens parter: Repræsentanter fra biskopperne, stiftskontorcheferne, Landsforeningen af Menighedsråd, Danmarks Provsteforening, Den Danske Præsteforening og kirkefunktionærernes organisationer.

Det skal være mere attraktivt at være medlem af et menighedsråd og at være ansat i folkekirken. Det er målet med en række konkrete anbefalinger, som netop er afleveret til kirkeminister Morten Dahlin.

Anbefalingerne kommer fra styregruppen for projektet ”Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet,” hvor folkekirkens parter har siddet sammen med By-, Land- og Kirkeministeriet. Opgaven har været at finde løsninger, der kan lette det administrative arbejde i menighedsrådene og styrke samarbejdet i kirken.

Anbefalingerne skal danne grundlag for arbejdet med en ny menighedsrådslov.

Samarbejde i centrum – med plads til mennesker
Et omdrejningspunkt i rapporten og dens anbefalinger er samarbejdet i folkekirken på flere niveauer.

- Vi ønsker at skabe gode rammer for det lokale kirkeliv. Det kræver et velfungerende samarbejde mellem valgte, præster og ansatte fungerer. Derfor har vi lagt stor vægt på den treklang,
lyder det fra Anton Pihl, formand for Landsforeningen af Menighedsråd.

Også rammerne for samarbejdet mellem provsti og menighedsråd, mellem menighedsråd og mellem folkekirkens to ledelsesstrenge er i fokus.

- Rammerne bliver for det første mere tydelige. Men vi har også lagt op til et tættere samarbejde mellem menighedsråd og provsti,
siger Esben Thusgård, formand for Danmarks Provsteforening.

Rapportens anbefalinger samler sig om tre hovedemner:

  • Mere professionalisering i ledelsen med ekstra fokus på arbejdsmiljø, og et tæt samarbejde mellem folkekirkens to ledelsesstrenge. Der er lagt op til obligatorisk uddannelse og mulighed for uddelegering af opgaver.

  • Mindre administrativt bøvl for menighedsrådene, blandt andet ved at flytte ansvaret for tjenesteboliger til provstiet, og et tættere samarbejde om økonomistyring i provstiet.

  • Klare og enklere regler for valg og organisering af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd, der styrker det lokale kirkelige demokrati. Samtidig bliver der flere muligheder for samarbejde og for at inddrage frivillige.

-Rapporten understreger at folkekirken er en fælles arbejdsplads for ansatte, præster og menighedsråd, hvor samarbejdet sker i respekt for hinandens fagligheder, siger Karin Schmidt Andersen, der er formand for formand for Dansk Organist og Kantor Samfund og repræsentant for kirkefunktionærerne.


Et vigtigt skridt – men ikke det sidste

Folkekirkens parter ser rapporten som et vigtigt første skridt.

- Vores anbefalinger vil skabe bedre vilkår i folkekirken. Blandt andet i forhold til rammerne for det lokale kirkeliv, mere ens rammer omkring tjenesteboliger og bedre mulighed for at håndtere de situationer, hvor det går galt, siger Martin Rønkilde, medlem af Den Danske Præsteforenings hovedbestyrelse.

Men selvom folkekirkens parter glæder sig over resultatet af udvalgsarbejdet, er der enighed om, at der er behov for en opfølgende fase, hvor flere af folkekirkens udfordringer kan adresseres.

-Nu har vi arbejdet med et lille hjørne af folkekirkens virksomhed. Der er mange flere regler på området, og når fokus er på forenkling af menighedsrådsarbejdet, er der behov for også at se på yderligere regelforenkling. Derfor ser vi frem til en fase 2, hvor vi kan arbejde videre med fx struktur, opgavefordeling og endnu bedre rammer for samarbejde, slutter Anton Pihl.

Læs sammenfatning af rapporten

Læs hele rapporten

Om rapporten

Rapporten er resultatet af projektet "Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet", der blev sat i gang af kirkeminister Morten Dahlin i 2024.  

Den bygger blandt andet på en omfattende brugerundersøgelse blandt menighedsrådsmedlemmer i hele landet samt resultaterne fra folkekirkens store arbejdsmiljøundersøgelse.

Rapporten er udarbejdet af en bredt sammensat styregruppe med repræsentanter fra biskopperne, stiftskontorcheferne, Landsforeningen af Menighedsråd, Danmarks Provsteforening, Den Danske Præsteforening, kirkefunktionærernes organisationer og ministeriet.

Læs sammenfatning af rapporten

Læs hele rapporten

 

Flere artikler om samme emne

#ny menighedsrådslov

Læs også: