15. MAJ 2025

Kodeks for frivillige

Landsforeningens bestyrelse har på sit sidste møde godkendt et kodeks for frivillige, som skal behandles på delegeretmødet i juni.

Kodeks For Frivillige

Et kodeks for frivillige kan indeholde emner som relationer, omgangstone, digitale retningslinjer, alkohol, rygning og stoffer samt konsekvenser af ikke at overholde kodeks. Arkivfoto.

Af: Alex Kjær

På Landsforeningens delegeretmøde i juni skal de delegerede blandt flere andre emner diskutere et kodeks for frivillige, som bestyrelsen har godkendt. De delegerede skal beslutte, om der skal vedtages en opfordring til at anvende kodekset på de lokale, folkekirkelige arbejdspladser.

Inge Kjær Andersen, næstformand i Landsforeningen og formand for Personaleudvalget, som har udarbejdet kodekset, siger om baggrunden for bestyrelsens godkendelse af kodeks:

-  Behovet for et kodeks for frivillige er vokset. Ligesom medarbejderne og menighedsrådet ønsker de frivillige et arbejdsmiljø, der bygger på ærlighed, åbenhed og respekt. Det miljø er afgørende for at tiltrække og fastholde frivillige.

Hun fortæller, at et kodeks for frivillige kan indeholde emner som relationer, omgangstone, digitale retningslinjer, alkohol, rygning og stoffer og at det kan have konsekvenser ikke at overholde kodeks.

- Vi har udviklet en guide til at hjælpe de lokale kirkelige arbejdspladser med at udarbejde deres eget kodeks for frivillige. Sammen med guiden følger ”Landsforeningens kodeks for frivillige”, som beskriver, hvad Landsforeningen mener, at et kodeks for frivillige som minimum bør indeholde, siger Inge Kjær Andersen.

Præsenteret på formandsmøde

Hun præsenterede kodeks for frivillige på formandsmødet for distriktsforeningernes tidligere på året, og det blev taget godt imod.

Thøger Blicher Beknes fra Distriktsforeningen Nordvestsjælland sagde på midtvejsmødet:

- Vi har talt om, at det er en rigtig god idé. Nogle af os har svært ved at få frivillige til kirken, så måske kan sådan et kodeks på hjemmesiden få nogle til at møde op.

Jacob Væggemose fra Favrskov Distriktsforening fortalte, at der er mange frivillige i hans sogn.

- Der kan godt opstå diskussioner ind i mellem, og der er måske nogle, som ikke taler sammen. Her vil det være fint med et dokument, som siger, kære venner, det er sådan, vi gør tingene hos os.

Peter Hundebøll fra Landsforeningens bestyrelse gjorde opmærksom på, at det er i fredstid, man skal sørge for at have sådan et dokument.

- Vi har brug for flere frivillige, derfor kan det blive et nyttigt og vigtigt redskab. Måske kommer det til at ligge i skuffen i nogle år uden at blive brugt, men det er vigtigt at have.

Kodeks for frivillige

Kodeks handler om frivillige og kan bruges til at lave aftager med frivillige og kan fx tages frem, hvis den frivillige opfører sig uhensigtsmæssigt.

Du kan læse mere om kodeks for frivillige i årsmødehæftet 2025.