Fællesøkonomien i folkekirken skal gentænkes

Folkekirken er til stede i hele landet og rummer både det lokale liv i sognene og en række fælles opgaver, som ingen kan løfte alene: præstelønninger, uddannelse, IT, grøn omstilling og bevaring af vores kulturarv. Men mens opgaverne er blevet flere, er finansieringsmodellen for Folkekirkens Fællesfond stort set uændret de seneste 25 år. Det skaber ubalance og risikerer at undergrave det, vi i folkekirken løfter sammen.

Fælles forslag
I foråret 2024 nedsatte kirkeminister Morten Dahlin et udvalg, som skulle pege på løsninger. Udvalget har folkekirkens parter siddet med i, og der er netop afleveret en række anbefalinger.

-Udvalgets anbefalinger afspejler en fælles ambition om at skabe en balance mellem det lokale og det fælles i folkekirkens økonomi. Målet er at sikre høj faglighed i de nationale opgaver og en solidarisk fordeling – uden at svække den lokale forankring, der er folkekirkens fundament, siger Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift.

Blandt forslagene, der er skal få økonomien til at hænge sammen både nationalt og lokalt er:

• En justering af landskirkeskatten, der svarer til en stigning på 70.000–200.000 kr. for et gennemsnitligt provsti. Det skal ikke føre til højere kirkeskat for medlemmerne, men finansieres inden for de eksisterende rammer ved at velstandsstigningen deles mellem de lokale kasser og landskirkeskatten.

• En ny model for regulering af landskirkeskatten, så den fremover følger medlemmernes betalingsevne i stedet for blot pris- og lønudvikling ved at velstandsstigningen deles mellem de lokale kasser og landskirkeskatten.
  
  
• Bedre økonomisk udligning mellem områder. Forskelle i demografi og indkomst betyder, at nogle provstier kæmper med at finansiere deres andel af fællesopgaverne, mens andre har større handlefrihed. Det skal udligningen tage bedre højde for.

– En stærk folkekirke bygger både på det lokale engagement og på, at vi løfter i flok. Når vi foreslår justeringer i økonomien, er det for at tilpasse os en virkelighed, der har forandret sig. Og når vi insisterer på fælles ansvar, er det, fordi vi deler et fællesskab – uanset hvor i landet vi bor, siger Anton Pihl, formand for Landsforeningen af Menighedsråd.

Lokale udfordringer kræver fælles løsninger
Befolkningstallet falder i de dele af landet, hvor der er flest middelalderkirker, og uanset brug, er middelalderkirkerne dyre at vedligeholde. Ønsket er at værne om kulturarven. Derfor er en af anbefalingerne en ny enhed med faglig ekspertise, som kan hjælpe menighedsråd med at finde balancen mellem bevaring af kirken og færre udgifter, når brugen af kirken reduceres.

Et andet område i ubalance er præstestillingerne. I dag er der både centrale og lokalfinansierede stillinger – og de lokalfinansierede er blevet flere. Det giver fleksibilitet, men skaber ulighed, fordi det kun er de sogne, der har råd, som kan oprette ekstra stillinger. Samtidig mangler der præster andre steder i landet. Derfor er anbefalingerne et midlertidigt stop for nye lokalfinansierede præstestillinger og en ny, gennemsigtig model for fordeling af præstestillinger, så hele landet er dækket, og både tradition og fornyelse får plads.

Effektivisering med omtanke
Selvom der er forslag, der skal forbedre den fælles økonomi, betyder det fortsat, at der er skal prioriteres.  Der er stadig brug for at kigge på, hvordan pengene bruges bedst. Anbefalingen er at
sætte den nuværende 2 %-omprioriteringsordning på pause i tre år for i stedet at styrke den fælles prioritering.

For fremtidens folkekirke
En styrket fællesøkonomi og mere retfærdige rammer vil give bedre muligheder for, at det lokale kirkeliv kan trives og vil give mulighed for at løse fælles opgaver også i fremtiden.
 
– Med forslagene står vi med en række realistiske og gennemførlige løsninger – og med et samlet håb om, at de kan være med til at skabe den økonomiske balance og den udvikling, hvad de fælles udfordringer angår, som folkekirken har brug for, slutter Esben Thusgård, formand for Danmarks Provsteforening.

Her kan du læse rapporten
En sammenfatning af udvalgets anbefalinger kan læses her.
Hovedrapporten med bilag er desuden tilgængelig her.