Liturgi i en digital tid

Vi er i sæsonen for virtuelle møder mellem mennesker. Da nedlukningen ramte samfund og kirke for snart et år siden, blev det mange steder startskuddet til at styrke folkekirkens digitale tilbud. Gudstjenester og andagter blev for en kort stund flyttet til nettet; men de forsvandt tilsyneladende lige så hurtigt igen, da det blev muligt at samles fysisk.

Vi er alle blevet mestre i at afholde virtuelle møder på et utal af platforme, som de færreste af os kendte for et år siden. Først lidt famlende, men siden med stadig større professionalisme oplever vi nu, at selv store møder og konferencer afvikles virtuelt. Landsforeningens delegeretmøde, liturgikonference, provstiudvalgskonference, kirkegårdskonference, for nu at nævne nogle af eksemplerne på, at vi har lært at sidde foran hver vores skærm, i stedet for at sidde skulder ved skulder på et konferencecenter.

Men der mangler noget. Den uformelle samtale, de tilfældige møder med menighedsrådsmedlemmer fra andre dele af landet, gensynet med gamle bekendte.

Det seneste år har været et stort liturgisk eksperiment. Digitale gudstjenester har i sig selv givet anledning til en interessant teologisk diskussion om nadver. Også i de fysiske gudstjenester har det været nødvendigt at overveje nadverliturgi og placering af dåben, når der ikke har været plads til de store dåbsfølger i den almindelige højmesse.

Senest har de korte gudstjenester uden fællessang udfordret vores forståelse af, hvad der er de centrale elementer, der må være til stede, for at det stadig giver mening at tale om en gudstjeneste. Ikke mindst har de rejst spørgsmålet om, hvordan vi fortsat kan sikre, at gudstjenesten er menighedens, og ikke bare præstens og de ansattes.

Om ikke andet har det seneste år skærpet vores forståelse for, at oplæsning af dagens tekst og prædiken ikke kan stå alene i gudstjenesten. Vi har brug for at se, at høre musikken, synge salmerne og være til stede med vores kroppe. I gudstjenesten forholder vi os vertikalt til Gud, horisontalt til andre mennesker og diagonalt til de fysiske elementer som vandet, vinen og brødet, som det er blevet udtrykt. Derved skaber gudstjenesten resonans.

Debatten om liturgi og fremtidens gudstjenester kan ikke isoleres som en teologisk diskussion. Den har brug for at inddrage det oplevede og erfaringsmæssige. Derfor vil jeg opfordre alle menighedsråd til at sende deres bidrag til biskoppernes liturgiproces inden for den næste måned eller til at tage drøftelsen lokalt.