Folkekirkens diakoni

Diakoni kan være et af de indforståede kirkelige begreber, som moderne mennesker kan have det vanskeligt med. Derfor foretrækker mange at tale om kirkens sociale arbejde. I menighedsrådenes arbejde har diakonien tilsvarende været lidt stedmoderligt behandlet. Diakoni betragtes som noget, de folkekirkelige organisationer tager sig af. Og ansvaret for den sociale indsats overlader vi trygt til velfærdsstaten og kommunerne.

Diakonal virksomhed har ganske vist fået sin egen konto i budget og regnskab; men det er nærmest kun med til at understrege, hvor lidt det fylder i vores daglige prioritering. Diakoni er blevet fremhævet som en af de kirkelige opgaver på linje med gudstjenester, undervisning og mission.

I en tid hvor statistikkerne og debatterne viser, at den selvfølgelige sammenhæng mellem kirke og folk, stat og samfund ikke længere kan tages for givet, men at den hele tiden har brug for at blive fornyet, kan der være god grund til overveje, hvad der er kirkens særlige rolle og funktion på det diakonale område.

Diakoni er ikke bare en opgave, men et kendetegn ved kirken. Det er den tjeneste, som vi er sendt ud i verden med. Derfor fylder diakonien også mere, end det umiddelbart fremgår af opgørelserne. Det er sammenvævet med alt, hvad vi gør i kirken.

Luthers tanke om, at vi tjener verden ’i kald og stand’, i det almindelige dagligliv i familie og samfund er en vigtig forudsætning for velfærdssamfundet. Den folkekirkelige struktur, som menighedsrådene er en del af, har ofte været langsom til at erkende menneskers behov for social tryghed og anerkendelse, når samfundet forandrer sig. Derfor blev det i første række de diakonale organisationer og institutioner, der tog opgaven op, inden velfærdsstaten tog over.

Kommunerne ser i dag nye perspektiver for at inddrage folkekirken som en aktør i det sociale arbejde. Der inviteres til samskabelse, som det hedder. Denne invitation bør menighedsrådene være klar til at tage imod i samspil med de folkekirkelige diakonale organisationer og institutioner, som har en lang tradition for at arbejde professionelt og kvalificeret på området.

Folkekirkens rolle er langt mere end at levere frivillige hænder til trængte kommuner. Vi skal fastholde diakoniens forståelse af det enkelte menneskes værdighed som skabt i Guds billede. Og vi skal være tydelige som fortalere for dem, der ellers ville stå alene.