23. JANUAR 2025

Nyt sikkerhedstiltag på vej

Menighedsrådets medarbejdere skal bruge flerfaktor-login på Kirkenettet.

Sikkerhed

Fremover skal kordegne, kirkegårdsledere, kirke- og kulturmedarbejdere og andre medarbejdere med adgang til Kirkenettet logge ind på en mere sikker måde. Udrulningen gælder også præster. Illustration: Colourbox

Af: Marie Gaarden

Folkekirkens It er klar til at introducere flerfaktor-login til Kirkenettet for sognenes medarbejdere. Det betyder, at kordegne, kirkegårdsledere, kirke- og kulturmedarbejdere og andre medarbejdere med adgang til Kirkenettet fremover skal logge ind på en mere sikker måde. Udrulningen gælder også præster.

Med flerfaktor-login skal medarbejderen både bruge et almindeligt login og en app på sin smartphone eller en sikkerhedsnøgle for at få adgang.

Hvorfor flerfaktor-login?
Flerfaktor-login indføres for at højne cyber sikkerheden og gøre det meget sværere for hackere at få adgang til systemet. Man bekræfter sin identitet på to måder i stedet for kun én. For eksempel ved at indtaste brugernavn og adgangskode og derefter godkende login på sin mobil. Det giver ekstra sikkerhed.

Hvad betyder det for jer i menighedsrådene?

Det er vigtigt, at I ved, at jeres medarbejdere bliver godt hjulpet undervejs. De får:

  • En mail med guides og forklaringer fra Folkekirkens It, så de ved, hvordan de kommer i gang.
  • En invitation til et webinar, hvor de kan få hjælp til opsætning.
  • Mulighed for at få support fra Folkekirkens It’s support, hvis de har problemer.

Medarbejderne får al information og invitation til webinar sendt direkte fra Folkekirkens It til deres egne mailadresser, så I behøver ikke at gøre noget.

Hvornår sker det?
Udrulningen af flerfaktor-login sker stiftsvis i løbet af det næste halve år, og Folkekirkens It starter den 29. januar 2025 med Københavns Stift.  
Når det bliver jeres sogns tur, får I besked via sognepostkassen.

Flere artikler om samme emne

#cybersikkerhed #kirkenettet