25. JANUAR 2023

Kom med på konference om kirkegården

Ledig plads på kirkegården kan være muligheden for større mangfoldighed. Kom med på kirkegårdskonference, og bliv inspireret til, hvordan jeres kirkegård kan se ud i fremtiden.

Bispebjerg Svensk20201005 121345 Stine Helweg

Den svenske afdeling på Bispebjerg Kirkegård har tydelige referencer til landskabet i Sverige. Den ligger som en birkelund med slanke hvide stammer i en bund af græs, hvor de ens gravsten står i grupper. Foto: Stine Helweg.

Af: Tilde Tvedt, landskabsarkitekt MDL og ansvarlig for Kirkegårdskonferencen 2023, red. Camilla Folsach Madsen

Bispebjerg er én af Danmarks mest mangfoldige kirkegårde, hvad angår trossamfund og nationaliteter, der ønsker at blive begravet sammen. På den ca. 43 hektar store kirkegård i det nordvestlige hjørne af Københavns Kommune kan man støde på særlige områder for muslimer, buddhister, katolikker, mandæere, ateister, svenskere og russere.

Samlet set fungerer det ifølge kirkegårdsvejleder Stine Helweg ret uproblematisk, fordi både forvaltningen og byen er vant til mange forskellige befolkningsgrupper. Derudover er efterspørgslen også kærkommen som modvægt til den generelt lavere søgning til kirkegårdene.

Kirkegårdskonference 9. marts 2023 i Nyborg

Temaet for årets Kirkegårdskonference 9. marts i Nyborg er mangfoldighed. Både menighedsrådsmedlemmer og fagfolk er velkomne.

Her kan du se programmet og tilmelde dig.

Konferencen arrangeres af Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet i samarbejde med Landsforeningen af Menighedsråd, Foreningen af Danske Kirkegårdsledere og Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte.

Buddhisterne har siden 1996 haft en urnehal på Bispebjerg Kirkegård og fik i 2018 også deres eget område ude på selve kirkegården. Det godt 100 kvm store areal er en askefællesgrav, hvor danske buddhister kan få nedsat deres urne, hvis de ønsker at blive begravet blandt andre, der deler samme religion. Omdrejningspunktet er en såkaldt stupa, et traditionelt buddhistisk gravmonument, opsat af Buddhistisk Bisættelses Forening.

Foto: Stine Helweg

Spørgsmålet er så, hvad det betyder for kirkegårdskulturen at rumme så mange forskellige grupper. Det bidrager til variationen og påvirker ikke helheden negativt, vurderer Stine Helweg.

- Det hænger sammen med, at kirkegården er stor og i forvejen meget varieret. Man bevæger sig fra rum til rum og får forskellige oplevelser, også i de afdelinger, der ikke er målrettet en særlig gruppe, fortæller hun.

To modeller for særlige grupper

Som de fleste andre kirkegårde har Bispebjerg i dag ret god plads, og det gør det lettere at give forskellige grupper deres egne afdelinger eller områder. På Bispebjerg Kirkegård arbejder de med to modeller:

Den første model består i, at en gruppering får en plads, hvor de ønsker et gravsted. På den måde tilpasses området særlige ønsker, fx mulighed for at gå hele vejen rundt om gravstedet, som en kristen ortodoks gruppe gerne vil have det. Området er ikke kun forbeholdt medlemmer. 

Den anden model er, når en forening eller lignende køber et større areal som ét stort gravsted, hvor de selv kan bestemme indretningen, og hvem der må begraves. Modellen bruges blandt andet af den svenske kirke i København, som har sin egen afdeling på Bispebjerg Kirkegård.