11. AUGUST 2021

Folkekirkens tilstedeværelse i hele landet

Bestyrelsen havde tre oplæg til diskussion blandt de delegerede på årsmødet 2021. Et af dem handlede om, hvordan folkekirkens tilstedeværelse i hele landet kan tilgodeses.

Årsmøde 2

Der var stor interesse hos de delegerede for at deltage i diskussionen om folkekirkens tilstedeværelse i hele landet. På talerstolen ses delegeret Tommy Carlsen fra Helsingør stift. Foto: Henrik Petit.

Af: Alex Kjær

Anton Pihl fra bestyrelsen fremlagde et oplæg, hvor han lagde ud med at sige, at forsamlingen ikke skulle stemme om dette oplæg.

- Det er et omfattende og meget omsiggribende emne, som jeg håber, vi kan diskutere i dag og de kommende år. Dette er kun begyndelsen på en længere drøftelse, sagde han og uddybede.

- I dag bevæger mange sig langt mellem bopæl og aktiviteter som job og andet. Derfor er der andre vilkår for folkekirkens tilstedeværelse i hele landet end tidligere, hvor vi var mere statiske i vores liv.

Han fortsatte med at sige, at økonomi er vigtig i dette emne. Herunder at der kan ske omfordeling mellem ligningsområder.

Det er også vigtigt at diskutere, hvad tilstedeværelse vil sige?

- Hvad skal der til, for at det opfyldes? Skal vi gøre noget anderledes i folkekirken for at kunne være til stede på en måde, som opfylder definitionen?

Otte betydninger

Som en hjælp til den diskussion har bestyrelsen udarbejdet otte forskellige betydninger af kirkens tilstedeværelse:

  • Adgang til gudstjenester, kirkelige handlinger og muligheden for at tale med en præst
  • Lokale lægfolk, som vil påtage sig et ansvar for kirkens liv og vækst
  • De fysiske rammer: kirken, kirkegården, præstegården, sognegården
  • At være kulturbærer lokalt (sang og musik, kunst og folkeoplysning) og formidler af kristen tro og kulturarv i fx skolerne
  • Diakoni, herunder i samskabelse med civilsamfundet og den offentlige sektor
  • At være kirke, hvor der ikke er en organiseret sognemenighed til at kalde præsten, og hvor kirken i stedet må sende en præst: på institutioner, i særlige funktioner eller over for særlige målgrupper
  • At være til stede digitalt
  • At være til stede i medierne

Derefter opfordrede Anton Pihl de delegerede til at begynde diskussionen i salen men understregede, at bestyrelsen også håber, at drøftelser vil foregå i distriktsforeningerne.

Ikke bare præsten

Tommy Carlsen fra Helsingør stift gik på talerstolen og sagde, at det er vigtigt, at man ikke bare kigger på præsten, men også på de øvrige medarbejdere i kirken. Tidligere var præsten den centrale person.

- Folkekirkens tilstedeværelse skal være alle steder, synes jeg, så jeg er enig i bestyrelsens tanker. Det er noget, vi skal arbejde videre med. Husk medarbejderne, når vi drøfter det her, de skal være med i samtalerne. Jeg håber på succes.

Søren Winther fra Aalborg stift spurgte fra talerstolen, om strukturen er tidssvarende? Derudover havde han stor ros til bestyrelsen for at kigge frem.

Verner Bech fra Helsingør stift sagde, at det missionale arbejde er kernen i kirkernes arbejde, og det rammer diskussionen om tilstedeværelse ned i.

- Men det handler ikke kun bygninger og aktiviteter, det handler også om at være til stede i folks bevidsthed. Derudover er det vigtigt med en bred inddragelse af menighedsråd og medarbejdere.

Anton Pihl rundede af med at sige, at bestyrelsen tager bemærkningerne med i det videre arbejde og glæder sig over, at de delegerede har lyst til at fortsætte drøftelserne.

Flere artikler om samme emne

#Årsmøde 2021