Hvad er det nye?

Det nye er, at bekendtgørelsen samler de vigtigste regler om psykisk arbejdsmiljø, så det bliver nemmere at orientere sig i de relevante pligter på området og igangsætte et systematisk og målrettet arbejde med at forebygge problemer i det psykiske arbejdsmiljø.

Bekendtgørelsen indeholder med andre ord ikke nye krav til arbejdsvirksomhederne, for arbejdsgiverne har nemlig hele tiden haft pligt til at forebygge bredt inden for alle områder af det psykiske arbejdsmiljø. Men hidtil har det kun været beskrevet meget overordnet. Der har ikke været en samlet konkret beskrivelse af de risikofaktorer, hvor det er særlig vigtigt at have fokus på at forebygge.

Bekendtgørelsen bidrager derfor til at give et overblik over de mest relevante regler om psykisk arbejdsmiljø. Den tydeliggør desuden, hvad arbejdsgiverne skal være særligt opmærksomme på i forhold til det psykiske arbejdsmiljø.

Men hvorfor så?

Fordi man med bekendtgørelsen synliggør Arbejdstilsynets gældende praksis i forhold til problemer med fx stor arbejdsmængde og tidspres, høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker eller arbejdsrelateret vold. En praksis som den enkelte arbejdsgiver, og dermed også menighedsrådene, har haft ringe mulighed for at danne sig et overblik over.

- Den nye bekendtgørelse sætter fokus på det psykiske arbejdsmiljø og skaber klarhed om de regler og den praksis, der findes på området, og det har vi manglet, siger Inge Kjær Andersen, næstformand i Landsforeningen og formand for Personaleudvalget, og fortsætter:

- Vi har nu et vigtigt redskab i forebyggelsen af belastningerne i det psykiske arbejdsmiljø.  Med klare regler er der skabt et grundlag for at tage snakken på vores arbejdspladser om, hvad der skal prioriteres, og hvordan der skal forebygges i forhold til det psykiske arbejdsmiljø.

- Vi har med den nye bekendtgørelse frem for alt fået et overskueligt og nyttigt dialoggrundlag til rådighed, som vil blive taget positivt i brug i de rette sammenhænge på arbejdspladserne. Ansatte og arbejdsgivere kan ikke længere se passivt til, mens problemer lurer i farvandet, da vi nu har en tilgængelig vejledning til at komme i gang med og til at justere på eksisterende arbejdskulturer og arbejdsprocesser, siger formanden for Foreningen af Danske Kirkegårdsledere, kirkegårdsleder Jens Zorn Thorsen.

Bekendtgørelsen er et led i udmøntningen af den politiske aftale fra foråret 2019 om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Bekendtgørelsen kan læses her. 

Arbejdstilsynet vil supplere bekendtgørelsen med tre nye vejledninger til virksomhederne om stor arbejdsmængde og tidspres, uklare krav og modstridende krav i arbejdet, samt høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker. Her vil arbejdsgiverne kunne finde hjælp til hvilke forebyggende tiltag, de kan iværksætte for at leve op til reglerne. Der findes allerede AT-vejledninger om hhv. vold, den finder I her og krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane, som I finder her

Bekendtgørelsen træder i kraft 1. november 2020.

Hvis I har brug for rådgivning i forhold til arbejdsmiljø, kan I kontakte Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning på telefon 21 79 11 11 eller mail@kirketrivsel.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet

* krævede felter