I 2020 skal alle menighedsråd afholde valg på en ny måde. Der skal holdes orienteringsmøde om valg 12. maj og 15. september kan alle medlemmer af folkekirken deltage i det lokale sogns valgforsamling. Begge møder er offentlige og for alle interesserede – også for andre end folkekirkemedlemmer, men det er folkekirkemedlemmerne i sognet, der har tale- og stemmeret til valgforsamlingen.
15. september foregår selve valget, hvor kandidater til det nye menighedsråd opstilles og vælges af de fremmødte folkekirkemedlemmer.

Menighedsråd og valgbestyrelser skal gennemføre valget efter et nyt regelsæt og med nye procedurer. Samtidig skal de sikre en åben og gensidig debat mellem kandidater og folkekirkemedlemmer samt gennemføre en legitim valghandling med skriftlig hemmelig afstemning. Alt sammen med baggrund i at sikre den demokratiske legitimitet i folkekirken.

Formålet med valgkurset er at klæde valgbestyrelserne bedst muligt på til at afvikle valget efter det nye regelsæt, og det første valgkursus løber af stablen 20. januar i Viborg stift.

På valgkurserne underviser en konsulent fra Landsforeningen, og deltagerne får indsigt i følgende emner:

  • Hvordan skal valget gennemføres for at leve op til reglerne? Og hvad skal der foregå på orienteringsmødet 12. maj? Hvad gør man i flersognspatorater ift. de fastsatte datoer?
  • Hvilke opgaver har menighedsrådet og valgbestyrelsen forud for valget? Vidste du eksempelvis, at menighedsrådet kan ansøge om nedsættelse af funktionsperioden ved biskoppen? Og hvornår er tidsfristen for at gøre dette?
  • Hvordan kan I arbejde på at skaffe kandidater til menighedsrådet? Og hvilke typer har I brug for i menighedsrådet for at løfte opgaverne og samtidig udvikle jeres lokale kirkeliv?
  • Hvordan kan I skabe interesse og deltagelse på valgaftenen? Hvordan skal valgforsamlingen 15. september foregå? Kan kandidater bare stille op på dagen? Og hvordan ved I, om de hører til sognet?
  • Hvad gør I, hvis der indleveres en eller flere kandidatlister efter valgforsamlingen?

Alt dette og meget mere vil Landsforeningens konsulenter komme med svarene på til valgkurserne.

Kurset varer ca. tre timer og du kan se hele kursusoversigten, læse mere og tilmelde dig her: menighedsraad.dk/kurser

Tilmeld dig nyhedsbrevet

* krævede felter