6. MARTS 2019

Aktuelle emner drøftet på velbesøgt formandsmøde

39 ud af 44 distriktsforeninger var repræsenteret på mødet, der fandt sted 2. marts.

IMG_0814 NY.jpg

Deltagerne på formandsmødet drøftede blandt andet distriktsforeningerne rolle og hvilke værdier, der skal kendetegne Landsforeningen som arbejdsgiverorganisation.

Af: Charlotte Tybjerg Sørensen

Mange distriktsforeninger indbyder de delegerede og andre interesserede til forberedelsesmøder forud for Landsforeningens årsmøde. For at være godt klædt på til disse møder, havde Landsforeningen indbudt formændene for distriktsforeningerne til en drøftelse af aktuelle emner og en præsentation af hovedindholdet i bestyrelsens oplæg til årsmødet.

Landsforeningens største konkrete oplæg handler om provstiudvalget og provstens rolle. Det er en opfølgning på sidste års delegeretmøde, hvor to distriktsforeninger havde foreslået, at provster skal vælges direkte af menighedsrådene. Forslaget faldt men har givet anledning til en række drøftelser i Landsforeningens bestyrelse.

Bestyrelsesmedlem Anton Pihl fremlagde bestyrelsens overvejelser, som tager udgangspunkt i, at provstierne er forskellige, men at det er også nødvendigt at tale om de provstiudvalg, som menighedsrådene vælger til at sætte rammerne for provstiets arbejde. Provstierne skal have de kompetencer og beføjelser til rådighed, som er nødvendige for at løse opgaverne, lød det blandt andet.

Folkekirkens lokale legitimitet

Folkekirkens lokale legitimitet var også på programmet. Det blev blandt andet ud fra oplægget drøftet, hvordan menighedsråd lokalt kan være mere proaktive – både i forhold til at kommunikere de gode budskaber offentligt og at sikre, at nogen - og hvem, udtaler sig, når det handler om at imødegå mediehistorier om f.eks. faldende medlemstal eller hvordan man forvalter folkekirkens økonomi.

Oplægget og debatten handlede også om, at legitimiteten kan styrkes, både ved at informere bredt i sognet om aktiviteterne i kirken og ved at gå ud og være kirke i lokalsamfundet. Når der er et større arrangement i lokalområdet, skal man selvfølgelig starte med en gudstjeneste. Lokalområdet inviteres ind til at bruge kirken.

Opfordring til medlemmer med erfaring fra arbejdsgiverside

Landsforeningens som arbejdsgiver var ligeledes til drøftelse under overskriften: Arbejdsgiverorganisation med forhandlingsret - hvordan kommer vi derhen? I den forbindelse opfordrede formand for personaleudvalget, næstformand Inge Kjær Andersen til, at medlemmer, der har praktisk erfaring fra arbejdet på arbejdsgiversiden om at melde sig på banen.

Aktuel orientering

Flere forhold kan komme til at påvirke den lokale økonomi i de kommende år, hvilket deltagerne fra distriktsforeningerne blev orienterede om. Det drejer sig særligt om Fællesfondens pensionsforpligtigelse for tjenestemænd og håndtering af den nye optjeningsform i forbindelse med den nye ferielov. Landsforeningen er repræsenteret i Fællesfondens Budgetfølgegruppe og samarbejder med Kirkeministeriet og øvrige parter om at finde en løsning. Udmeldinger og anbefalinger i den forbindelse vil blive drøftet på Budgetsamrådet og efterfølgende på et bestyrelsesmøde i Landsforeningen den 22. marts.

- Jeg er glad for, at så mange distriktsforeninger havde mulighed for at deltage i formandsmødet. Inputtene fra mødet giver bestyrelsen endnu bedre mulighed for at forberede debatterne, der skal være på årsmødet og arbejdet i øvrigt, siger næstformand Inge Kjær Andersen.

Næste større møde i Landsforeningen er netop årsmødet, som finder sted 10.-12. maj. Tilmelding kan ske her. 

 

Flere artikler om samme emne

#Distriktsforeninger #Politik