9. JUNI 2018

Folkekirken vil hjælpe pressede unge

Der findes et alternativ til en kultur, hvor kun det perfekte er godt nok, og hvor angsten for at fejle udløser stress og tidspres. Menighedsrådene vil lave en indsats, så flere unge får kendskab til folkekirkens tilbud

20060309-162628-4-1920x1284we.jpg

Arkivfoto: Anders Birger Schjørring, Ritzau/Scanpix

Af: Alex Kjær

Det handler rigtig meget om tid. Tid til at snakke sammen, og tid til at gøre noget sammen. Sådan er erfaringen hos UngK, ungdomskirken i Aarhus, hvor Marie Petersen er præst, og hvor en del af byens unge kommer.

- Vi ser mange pressede unge hos os, som bliver glade for at opdage en kultur, hvor der er tid til dem. Tid er luksus i mange unges liv. Omvendt kan vi se, at hvis ikke vi har tid til at sætte os ned og være sammen med dem, så forsvinder de hurtigt igen.

Landsforeningen af Menighedsråd har årsmøde 8.-10. juni, og her er et af de store emner unges tilknytning til folkekirken. Målet er at lave en indsats, som kan få flere unge til at blive opmærksomme på de aktiviteter og tilbud, folkekirken har. Samt at sætte fokus på nye tiltag, som kan få flere unge til at bruge folkekirken.

LÆS MERE: Oplægget om folkekirken og de unge

I UngK i Aarhus har de haft succes med at samarbejde med lokale kirker omkring arrangementer som ”SU-middag”. Det handler udelukkende om at spise sammen og have tid til at snakke med hinanden.

- Hvis man vil lave lokale arrangementer, som skal få flere unge til at bruge kirken, så skal man tone rent. Der må ikke være skjulte dagsordener som fx bordbøn, hvis ikke det er annonceret på forhånd. Da vi begyndte med ”SU-middag” var der seks deltagere, i dag er der cirka 30, hvoraf en del også er begyndt at komme i den lokale sognekirke og have samtaler med præsten samt i fællesskabet i UngK, fortæller Marie Petersen.

Hun tilføjer, at der kommer en del unge i UngK, som ikke er medlemmer af folkekirken, og det er helt i orden. Der er ingen forventning om, at de skal melde sig ind, men får de lyst på et tidspunkt, er det en bonus.

Udover fællesspisning har kirken tilbud som gratis yoga, torsdags-talks, hvor der fx kan være bæredygtighed på programmet, højskolesang, meditation og meget mere.

- En del af vores aktiviteter er populære, fordi de taler ind i den virkelighed, pressede unge lever i. Meditation, yoga og fx samtaler med mig eller en anden er tilbud, hvor det handler om at være tilstede.

På et dybere plan mener præsten, at folkekirkens grundbudskab rammer mange unge. At man er elsket, lige gyldig hvad man har præsteret – eller ikke præsteret.

- Der er brug for rum i samfundet, hvor vi har tid til hinanden, og hvor man ikke skal være perfekt. Fortællingen hos os er, at man er god nok, som man er. Jeg oplever fx flere unge, der bliver interesseret i kristne værdier og biblen, og som føler, at de ikke er gode nok, hvis ikke de tror på det hele. Men det er okay at være i tvivl, om alting, også omkring sin tro eller ikke-tro.

Flere artikler om samme emne

#Årsmøde 2018 #Unge