27. NOVEMBER 2017

Brænder for folkekirken

Landsforeningen af Menighedsråd har ansat Torben Vesterager Lauridsen som ny chef for foreningens sekretariat. Han kommer fra en stilling som sekretariatschef i Økologisk Landsforening, hvor han har været siden 2001.

sekretariatet3_foto.jpg

Torben Vesterager Lauridsen er ansat som ny sekretariatschef i Landsforeningen af Menighedsråd. Foto: Privat.

Af: Alex Kjær

- Det er noget, jeg virkelig brænder for, derfor valgte jeg at skifte arbejdsplads, siger den nye sekretariatschef, som tidligere i otte år var kontorchef og leder af sekretariatet i KFUM og KFUK i Danmark.

Han er også menighedsrådsmedlem og kasserer i Fredens kirke i Viby ved Aarhus. Her har han været i et år, så han betragter stadig sig selv som ny med en del at lære i menighedsrådenes verden.

Torben Vesterager Lauridsen er uddannet cand.merc. med speciale i organisation og ledelse og har i mere end 20 år arbejdet med ledelse af administrationen med vægt på økonomistyring, HR, IT og øvrige administrative funktioner. Bestyrelsesformand i Landsforeningen af Menighedsråd, Søren Abildgaard, siger om valget af den nye sekretariatsleder:

Torben Vesterager Lauridsen

55 år, cand.merc. med speciale i organisation og ledelse

2001 – 2017 Sekretariatschef i Økologisk Landsforening

1993 - 2001 Kontorchef i KFUM og KFUK i Danmark

1990 - 1993 Souschef i Landbrugsraadets personaleafdeling

1988 - 1990 Uddannelseskonsulent i LOK Landbrugets Oplysnings- og Kursusvirksomhed

1986 - 1988 Storbykonsulent i Århus KFUM og KFUK

Bor i Viby ved Aarhus, gift med Bente og har tre børn

Hent pressefoto her

Hent pressemeddelelse her (pdf)

 

- Med Torben Vesterager Lauridsen er det lykkedes at finde en meget erfaren leder til stillingen som sekretariatschef. Jeg er sikker på, at hans brede baggrund fra interesseorganisationer og hans gode kendskab til folkekirken vil tilføre Landsforeningens sekretariat nye impulser og samtidig være med til at styrke bestyrelsens politiske arbejde til gavn for landets menighedsråd.

Ser store udfordringer

Til forskel fra Torben Vesterager Lauridsens tidligere job, handler det nye ikke så meget om at hverve nye medlemmer, for næsten alle menighedsråd er med i foreningen. I stedet handler det om at involvere medlemmerne, og det ser den nye sekretariatschef frem til at arbejde med.

- Jeg ser også nogle store udfordringer for folkekirken de kommende år, som det bliver interessant at være med til at finde løsninger på. Det gælder strukturen i folkekirken med den nye forsøgsordning, det gælder økonomien med et svagt vigende medlemsgrundlag, hvor færre bliver døbt, samt en mere generel diskussion af, hvordan folkekirken skal finansieres I fremtiden.

En anden forskel er, at han tidligere primært har arbejdet med strategisk udvikling og haft et administrativt fokus i ledelsen af organisationerne. I Landsforeningen af Menighedsråd kommer han også til at arbejde med kommunikationen og den politiske del.

- Jeg glæder mig til at arbejde med disse områder i et tæt samspil med et dygtigt sekretariat og en bestyrelse, der har en afklaret strategi.

Efter han blev menighedsrådsmedlem har det overrasket ham, at rollefordelingen mellem de forskellige aktører i kirkeverdenen ikke er mere klar.

- Det kan skyldes reel uklarhed, men også at der på nogle områder er flere aktører, som tilbyder løsninger og ydelser til menighedsrådene. Jeg vil arbejde for, at Landsforeningen af Menighedsråd bliver tydelig og klar i den opgave- og rollefordeling, som er i menighedsrådsverdenen. Her tænker jeg ikke mindst på foreningens mål om at blive forhandlingsberettiget arbejdsgiverorganisation.

Vigtigt med tydelighed

For den nye sekretariatschef er det vigtigt, at det er tydeligt for medlemmerne, hvilken værdi man får for sit medlemskab. Det kan både være i forhold til de ydelser, man får, og den indflydelse Landsforeningen har.

- Et andet vigtigt punkt er at være en troværdig og professionel samarbejdspartner for de andre aktører i kirkeverdenen.

Torben Vesterager Lauridsen er frivillig i den lokale kirke, hvor han har været med til at starte “Himmelske aftener”, som er en samtalesalon.

Han kommer oprindeligt fra Thy og er opvokset i et miljø, hvor spejder, KFUM og kirke var naturlige elementer. Familien, som tæller hustruen Bente samt tre børn, bor i Viby ved Aarhus.

Torben Vesterager Lauridsen tiltræder ved årsskiftet.

Flere artikler om samme emne

#Pressemeddelelse