23. NOVEMBER 2016

100 år med distriktsforening

Distriktsforeningen på Fyn blev dannet 15. september 1916 i Odense som landets første

20161112-PB120075.jpg

Jørgen Bendixen er formand for Fyens Stifts Menighedsrådsforening. Arkivfoto.

Af: Alex Kjær

Den historestærke læser vil bemærke, at det er fire år inden dannelsen af Landsforeningen af Menighedsråd, og Landsforeningen opstod da også med inspiration fra det fynske initiativ.

Distriktsforeningen - som retteligt hedder Fyens Stifts Menighedsrådsforening - fejrede sig selv tidligere på året, hvor både biskop Tine Lindhardt og Landsforeningens formand Søren Abildgaard deltog i et arrangement med festgudstjeneste, korsang og taler.

- Vi var meget glade for markeringen, for det er en stor ting at fylde 100, siger distriktsforeningens formand Jørgen Bendixen.

Han fortæller, at der især er to punkter, som fylder meget i foreningens arbejde:

- I vores distrikt har vi tradition for et godt samarbejde med stiftet, som kommer menighedsrådene til gode i det daglige arbejde. Derudover har vi stor erfaring med at arrangere kurser for menighedsrådene. At arrangere kurser betragter vi som vores hovedopgave.

Tema om foreningen
Jørgen Bendixen fortæller videre, at der var tale om at udgive et jubilæumsskrift i forbindelse med den runde dag, men i stedet blev det besluttet at lave et tema i Stiftsavisen, som udkommer på Fyn.

I temaet kan man blandt andet læse en historisk artikel om foreningen skrevet af Johannes Nørregaard Frandsen, professor MSO, Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet.

Vi var meget glade for markeringen, for det er en stor ting at fylde 100, siger distriktsforeningens formand Jørgen Bendixen. - Jørgen Bendixen, formand for distriktsforeningen

Professoren har blandt andet kigget på foreningens formål, som er blevet justeret og moderniseret gennem årene. I dag kan de inddeles i tre:

For det første er det foreningens fornemme formål at fremme den frie kirkelige debat i al almindelighed. 

Dernæst er det formålet at  fastholde  og  udvikle  den  kirkelige  debat lokalt.  

Endelig  er  det en afgørende  forpligtelse  og  opgave  at  fremme medlemmernes oplysning og adgang til oplysning om kirkelige spørgsmål og kirkelige forhold. 

De første punkter løser Fyens Stifts Menighedsrådsforening ved at være en aktiv medspiller, fx når der er bispevalg, valg til Landsforeningen og andre kirkelige begivenheder af betydning.

Sidste punkt løser foreningen ved at afholde foredrag og kurser, som altså er en hovedaktivitet.

Netop foredrag bliver der flere af, når distriktsforeningen i februar holder inspirationsdag i Kongreshuset i Odense. 

Her er alle menighedsrådsmedlemmer på Fyn inviteret til en dag med workshops, torv med informationer fra Stiftet og Landsforeningen samt altså også foredrag.

Bestyrelsen for Fyens Stifts Menighedsrådsforening har 15 medlemmer. Se mere på foreningens hjemmeside ved at klikke her.

Flere artikler om samme emne

#Distriktsforeninger