Hvad kan man opnå?
Billigt indkøb i folkekirken er udfordret af, at der er mange små enheder. Ved at gå sammen om etablering af indkøbsaftaler, er der mulighed for at få lavere priser på indkøb.

Hvad går det ud på?
Ved at gøre indkøbene mere fordelagtige og billigere, er det muligt at spare penge, uden kvaliteten ændres. Gennem etablering af konkrete indkøbsaftaler eller ændring af praksis anvendes færre penge på indkøb.

Eksempler:

  • SKI-aftaler
    SKI er en organisation, der ved at centralisere det offentlige indkøb giver mulighed for at opnå større besparelser ved indkøbene, end de enkelte organisationer hver især kan opnå.
    SKI’s formål er effektivisere og professionalisere det offentlige indkøb i Danmark, blandt andet ved at indgå rammeaftaler, der er med til at sikre mængderabatter på de mest almindelige varer og ydelser til den offentlige sektor. De menighedsråd, der anvender SKI, skal dog altid sikre sig, at det enkelte indkøb faktisk er billigere gennem SKI, da SKI ikke altid er den billigste udbyder.
    Læs mere her: http://www.ski.dk/.

  • TDC – kirkeabonnement
    Folkekirkens IT har udarbejdet en aftale med TDC. Aftalen sikrer folkekirken rabataftale med TDC.
    Læs mere på Den Digitale Arbejdsplads.

  • Forhandling af indkøbsaftaler
    Gennem forhandling af indkøbsaftaler med fast rabat har menighedsråd opnået en lavere pris på deres indkøb. De sogne, der lykkes med at forhandle en god pris, tør tage fat i flere leverandører med henblik på at opnå en mere fordelagtig pris eller et bedre produkt. 

  • Fælles indkøb
    Ved at indgå rabataftaler omkring fx levering af olie, gran, kaffe eller andre varer, som kirken har stort forbrug af, kan flere sogne gå sammen og få en større rabat end det er muligt at opnå enkeltvis.

Hvordan kommer man i gang?
Gennem fælles indkøb til kirke og kirkegård har menighedsråd opnået væsentlige rabatter.

Indkøbsfællesskaber til kirkegårde igangsættes på følgende måde:
For de sogne som har gennemført fælles indkøb er der etableret en relation mellem ”indkøberne”. Den kan etableres gennem et fælles udvalg med deltagelse af menighedsrådsmedlemmer og medarbejdere på kirkegårdene. I den indledende dialog om fælles indkøb i et geografisk område eller et provsti undersøges både muligheder for rabatter og vilkår for levering.

Den praktiske organisering af indkøbene etableres, herunder beslutning om hvorvidt der skal foretages fælles bestilling, levering eller hvordan indkøbene praktisk skal foregå. Sognene kan i høj grad forudsige indkøbsbehovet, og store fælles bestillinger kan give betragtelige rabatter.

Er der vigtige regler?
Udbudsregler gælder for offentlige indkøb over 500.000 kr.
Læs mere på Den Digitale Arbejdsplads.

Læs, hvordan fælles indkøb af gran skaber værdi i Kerteminde. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

* krævede felter