191014_mr-valg-valgforsaml_kimbrostrom.jpg (1)

Den nye valglov med tilhørende cirkulærer blev offentliggjort i januar 2020, og for at udbrede dens indhold og gøre en række opgaver i forbindelse med valget tydelige, har vi udarbejdet denne oversigt, som tager udgangspunkt i disse spørgsmål: hvorfor er valgformen ændret? Og hvordan skal menighedsrådsvalget afvikles i år?

 

”Menighedsrådene er grundlaget for demokratiet i folkekirken, og derfor er det så vigtigt, at valgene foregår på en måde, der er med til at styrke dette demokrati”. Søren Abildgaard, formand i Landsforeningen af Menighedsråd.

Landsforeningen har siden valget i 2012, hvor der blev gjort forsøg med valgforsamlinger, arbejdet for at gøre valgformen til menighedsrådsvalg mere tidssvarende for at sikre den demokratiske legitimitet i folkekirken. Den nye lovændring indebærer blandt andet, at valg på en valgforsamling bliver til hovedreglen, mens den hidtidige lovgivning har haft afstemningsvalg mellem to eller flere lister som den formelle hovedregel.
Alle menighedsråd og valgbestyrelser skal gennemføre valget efter et nyt regelsæt og med nye procedurer. Samtidig skal de sikre en åben og gensidig debat mellem kandidater og folkekirkemedlemmer samt gennemføre en legitim valghandling med skriftlig hemmelig afstemning. Alt sammen med baggrund i at sikre den demokratiske legitimitet i folkekirken.

  1. Hvorfor er valgformen ændret?
    Det overordnede svar er, at den er ændret for at sikre den demokratiske legitimitet i folkekirken.
    Den nye valgform tager udgangspunkt i, at valg til menighedsråd de allerfleste steder sker som et personvalg ved valgforsamlingen 15. september og ikke længere ved et listevalg. Det minder om formen, som mange kender fra foreningslivet

    Nogle af ulemperne ved den gamle valgform bestod af
  • opstillingsmøder var ikke underlagt krav til form, offentlighed eller hemmelig afstemning.
  • lange tidsvinduer for afholdelse af orienteringsmøder gjorde det svært at opretholde pressens interesse, og det blev vanskeligt at kommunikere i massemedierne.
  • det kunne være uklart for det enkelte folkekirkemedlem, hvornår valget fandt sted.
  • der var stor forskel på, hvordan aftalevalg i praksis blev gennemført. Fra offentlige opstillingsmøder med skriftlig hemmelig afstemning til opstilling af listen på et ikke offentliggjort møde.
    Omdrejningspunktet for den nye valgform er i stedet fokus på at skabe en tydeligere grad af demokratisk legitimitet i folkekirken.
  1. Hvad er den vigtigste ændring i den nye valgform?
    At medlemmer til menighedsrådet vælges på en valgforsamling den tredje tirsdag i september, som i år ligger 15. september 2020. På valgforsamlingen stiller interesserede kandidater op, der er mulighed for debat, og der stemmes på de enkelte kandidater ved skriftlig hemmelig afstemning. Valgformen ligner umiddelbart det, man mange steder førhen har gjort på de offentlige opstillingsmøder. Det nye er, at der ikke alene opstilles kandidater, men de vælges på dagen for valgforsamlingen. Derfor er der flere krav til måden valget gennemføres på.

  2. Hvad skal der foregå på orienteringsmødet? Hvad gør man i flersognspatorater ift. de fastsatte datoer?
    Menighedsrådet skal afholde orienteringsmøde senest 21. august 2020. Det er ikke en forudsætning, at orienteringsmødet afholdes sammen med det årlige menighedsmøde, der afholdes som led i menighedsrådets arbejde med det kommende års budget og aflæggelse af regnskab for det foregående år. Mødet er offentligt tilgængeligt, og alle interesserede har adgang til at deltage i mødet.
    Menighedsrådet skal senest tre uger inden bekendtgøre mødets tid og sted ved gudstjenester, på sognets hjemmeside i og i de lokale aviser.
    Orienteringsmødet skal afvikles efter en fastsat dagsorden, der blandt andet skal indeholde en orientering om arbejdet i den forløbne funktionsperiode, årsregnskab, orientering om og idéer og visioner til det kommende menighedsråds opgaver, budget, regler for menighedsrådsvalget og antallet af kandidater, der skal vælges til menighedsrådet 15. september 2020.
  1. Hvor finder vi information om valget?
    På den Digitale Arbejdsplads finder I materiale vedrørende den nye valgform, cirkulæretekster, blanketter, datoer, lovpligtige annoncer, valgvejledning etc.
    Valgportalen indeholder forskellige annoncematerialer såsom plakater, annoncer, rekrutteringsmaterialer, bannere og covers til hjemmesider og sociale medier, men også de lovpligtige annonceformater. Omdrejningspunktet for Valgportalen har været ”brugervenlighed” og ”tilpasningsmuligheder”, så I i menighedsrådene selv kan tilpasse materialerne med sognets egne logoer, billeder og tekster.
    Menighedsrådsvalg.dk er for interesserede, der gerne vil vide mere om, hvad man laver i et menighedsråd, og man kan finde informationer om valget.
    På Landsforeningens egen hjemmeside, menighedsraad.dk, har vi samlet forskellige informationer om den nye valgform.

  2. Hvem må stemme og stille op til menighedsrådsvalget i 2020?
    Er du fyldt 18 år, er medlem af folkekirken og har dansk indfødsret, eller haft fast bopæl i Danmark i et år forud for valgforsamlingen, har du ret til at stemme til menighedsrådsvalget. Og har du ret til at stemme, har du også ret til at stille op som kandidat til valget i den menighedsrådskreds du har adresse. Medmindre du har valgt at slutte dig til sognepræsten i et andet sogn. Herved bliver du ”sognebåndsløser” og har ikke ret til at stemme i det sogn du har adresse, men du kan stemme i det sogn, hvor sognebåndsløserpræsten er ansat.

  3. Hvordan skal valget gennemføres for at leve op til reglerne?
    Der er en række regler og tidsfrister, som valgbestyrelsen skal være opmærksom på. Disse regler og frister vil blive gennemgået på de landsdækkende valgkurser, som Landsforeningens valgkonsulenter er ude at undervise i fra januar til marts – læs mere om kurserne og tilmeld dig her: menighedsraad.dk/kurser. På Den Digitale Arbejdsplads ligger bekendtgørelsen og de tilhørende cirkulærer til loven om menighedsrådsvalg tilgængelige. Vi opfordrer til, at valgbestyrelserne læser disse grundigt igennem.

  4. Skal der indrykkes lovpligtige annoncer i lokalavisen?
    Alle sogne har pligt til at indrykke mindst tre annoncer i lokalavisen i enten trykt eller digitalt format, der fortæller om dato, tid og sted for henholdsvis orienteringsmødet, valgforsamlingen og resultatet af valget. Annoncerne kan findes på Den Digitale Arbejdsplads og på Valgportalen.

  5. Hvor mange medlemmer skal der være i et menighedsråd?
    Et menighedsråd skal bestå af mindst fem medlemmer. Det er menighedsrådet, der fastsætter antallet af valgte medlemmer i menighedsrådet efter antallet af folkekirkemedlemmer i sognet.

  6. Hvordan kan I arbejde på at skaffe kandidater til menighedsrådet? Og hvilke typer har I brug for i menighedsrådet for at løfte opgaverne og samtidig udvikle jeres lokale kirkeliv?
    På Valgportalen findes en række forskellige materialer, som menighedsråd kan bruge i arbejdet med at skaffe nye kandidater.
    Det er ingen hemmelighed, at det for mange menighedsråd er en tidskrævende opgave at skaffe nye kræfter, der vil give sig i kast med det lokale menighedsrådsarbejde. Og hvordan kan man gribe en sådan proces an? Rekrutteringshåndbogen er udarbejdet som inspiration til, hvordan I i menighedsrådene kan kortlægge, hvilke kandidater I mangler, og hvordan I kan få flere med i det kirkelige arbejde ved at arbejde med jeres egne fortællinger og kandidaternes motivation. I finder konkrete tips og råd til, hvordan I kommer i medierne, skriver gode læserbreve, bruger de sociale medier m.m.

  7. Hvordan kan I skabe interesse for og deltagelse på valgaftenen?
    Valgbestyrelsen skal senest 18. august 2020 bekendtgøre tid og sted for valgforsamlingen ved både gudstjenester, på sognets hjemmeside og i lokalaviserne (trykt eller digitalt). Valgbestyrelsen kan også vælge at udsende indbydelser til de stemmeberettigede i sognet med Digital Post via Valgsystemet.
    Valgforsamlingen er offentligt tilgængelig, hvilket betyder, at alle interesserede har mulighed for at overvære valgforsamlingen.
    En effektiv indsats op mod menighedsrådsvalget kræver en række overvejelser om, hvilke kandidater der mangler i netop jeres menighedsråd, og hvordan I vil opfordre dem til at stille op.
    Kampagnematerialet I kan finde på Valgportalen er udviklet med det formål at skabe opmærksomhed omkring Menighedsrådsvalget 2020
    Vi har bl.a. udarbejdet oplægget ”Hvem mangler i jeres menighedsråd?”, der kan sættes på dagsordenen til jeres næste menighedsrådsmøde. Afhængigt af menighedsrådets størrelse og forhold vil det tage 30-60 minutter. Det er inddelt i fem overordnede spørgsmål, der hver indeholder en række underspørgsmål. 

  8. Hvordan skal valgforsamlingen 15. september foregå? Kan kandidater bare stille op på dagen? Og hvordan ved I, om de hører til sognet?
    På dagen for valgforsamlingen har valgbestyrelsen ansvaret for at kontrollere de mødedeltagere, der har valgret, og valgbestyrelsen skal sørge for, at disse mødedeltagere markeres i den elektroniske valgliste eller afkrydses på en udskrevet valgliste. Valgbestyrelsen skal under valgforsamlingen påse, at det kun er personer der fremgår af valglisten, som afgiver stemmer ved afstemningerne.
    Valgforsamlingen afvikles efter en fast dagsorden, som blandt andet består af: valg af dirigent, opstilling af kandidater, præsentation af kandidaterne, debat og mulighed for spørgsmål til kandidaterne, gennemgang af afstemningsreglerne, skriftlig hemmelig afstemning, stemmeoptælling og valg af stedfortrædere.
    Hver stemmeberettiget kan stemme på op til det antal kandidater, der svarer til halvdelen af sognets pladser i menighedsrådet. Skal der vælges et ulige antal medlemmer, rundes resultatet op. Eksempel: Hvis der skal vælges ni menighedsrådsmedlemmer, har hver stemmeberettiget fem stemmer.
    Hver stemmeberettiget må ikke afgive mere end én stemme på hver kandidat, og der kan afgives blanke stemmer.
    Valgbestyrelsen indsamler og tæller stemmerne. Den kandidat, der har fået det største antal stemmer på valgforsamlingen, er først valgt og dernæst den, der har næstflest stemmer, og så fremdeles i den rækkefølge antallet af stemmer berettiger til, indtil der er valgt et fuldtalligt menighedsråd. Ved stemmelighed afgøres rækkefølgen ved lodtrækning.
    En kandidat skal have fået mindst én stemme for at kunne erklæres som valgt, og kandidaterne kan stemme på sig selv.
    Kandidater stiller ikke op til og bliver ikke valgt til en bestemt funktion i menighedsrådet. På valgforsamlingen bliver kandidater valgt ind i menighedsrådet ved skriftlig hemmelig afstemning og på det konstituerende møde, som skal afholdes inden første søndag i advent, bliver rollerne fordelt ved hemmelig afstemning blandt de nyvalgte medlemmer.

  9. Hvad nu, hvis der ikke vælges nok kandidater på valgforsamlingen?
    Skulle det ske, at der i første afstemningsrunde til valgforsamlingen ikke afgives stemmer nok til at kunne danne et fuldtalligt menighedsråd, skal der gennemføres endnu en afstemningsrunde samme dag. Sker det, at der stadig ikke er fundet nok kandidater, skal der afholdes en ekstraordinær valgforsamling, som valgbestyrelsen skal indkalde til senest en uge efter afholdelsen af den ordinære valgforsamling. Bekendtgørelsen skal ske på samme måde som ved offentliggørelsen af den ordinære valgforsamling.
    Den ekstraordinære valgforsamling skal afholdes tirsdag 6. oktober 2020. I flersognspastorater kan en ekstraordinær valgforsamling afholdes i perioden 6.-11. oktober 2020.
    På den ekstraordinære valgforsamling foretages der alene udfyldningsvalg, hvilket betyder, at der kun stemmes om de ledige pladser i menighedsrådet og eventuelt yderligere stedfortrædere.

  10. Hvad gør I, hvis der indleveres en eller flere kandidatlister efter valgforsamlingen?
    Kandidatlister kan tidligst indleveres dagen efter valgforsamlingen og senest fire uger efter afholdelsen af valgforsamlingen.
    Der skal afholdes afstemningsvalg tirsdag 17. november 2020 kl. 9.00 til 20.00, og valgbestyrelsen skal inden da have sørget for, at reglerne for indgivelse af kandidatlister har været bekendtgjort på sognets hjemmeside, til gudstjenester og i de lokale aviser og dagblade.
  11. Hvor og hvornår skal sammensætningen af det nye menighedsråd offentliggøres?
    Valgbestyrelsen bekendtgør det valgte menighedsråd på valgforsamlingen, samtidig skal de orientere om muligheden for at udløse et afstemningsvalg.
    Valgforsamlingens resultat skal desuden offentliggøres af valgbestyrelsen senest en uge efter afholdelsen ved gudstjenester, på sognets hjemmeside og i lokalavisen. Ved offentliggørelsen skal der også informeres om muligheden for indlevering af kandidatlister senest 13. oktober 2020.
    I flersognspastorater, hvor valgforsamlingen har været afholdt en anden dag end 15. september, skal valgbestyrelsen oplyse den præcise dato for, hvornår 4-ugers fristen udløber for indlevering af kandidatlister.

  12. Hvordan skal valgmateriale fra valgforsamlingen og et eventuelt afstemningsvalg opbevares og håndteres efter valget?
    Senest ved udgangen af november 2020 skal valgbestyrelsen aflevere alt valgmateriale, såsom stemmesedler, blanketter, valgkort, valglister m.v., til menighedsrådet. Efterfølgende skal menighedsrådet, i de tilfælde hvor der ikke er modtaget valgklager, senest 15. december 2020 makulere alt valgmaterialet. Folkekirkens IT søger for at valglisterne slettes fra Valgsystemet.
    I sogne, hvor der er modtaget valgklager, må der ikke foretages makulering af papirmateriale eller sletning fra Valgsystemet, før valgklagen er endelig afgjort.
    Informationsmateriale fra valgkampagnen hører ikke under valgmateriale og skal derfor ikke makuleres.

  13. Hvem betaler for udgifter i forbindelse med valget?
    Valglister, valgkort, papir, Digital Post og porto, stemmelokaler, materiale til brug ved stemmeafgivning, tryksager og fornøden medhjælp til valgbestyrelsen – udgifter i forbindelse med valget afholdes af kirkekassen til at dække valgbestyrelsens pålagte opgaver. Kirkekassens midler må dog også godt anvendes til generelle informationstiltag omkring menighedsrådsarbejdet og menighedsrådsvalget.

Læs mere om den nye valgform i lovens cirkulærer, der findes på Den Digitale Arbejdsplads

Tilmeld dig nyhedsbrevet

* krævede felter