I et større tværfagligt projekt 2014-19 har vi gennemført en undersøgelse af folkekirken sammenlignet med seks andre gamle nationalkirker i Nordeuropa, Målt på en lang række parametre, går det forbavsende godt i folkekirken i sammenligning med andre nordeuropæiske gamle nationalkirker, og også sammenlignet med andre danske kulturinstitutioner. Det gælder centrale områder som medlemstal, aktivitet, fornyelse, opslutning og tillid i befolkningen.

Folkekirken har 500.000 aktiviteter om året, svarende til cirka fem ugentlige forsamlinger i cirka 2000 kirker i cirka 50 uger. Med 40 til stede gennemsnitligt per forsamling er der cirka 20 millioner besøgende i folkekirken per år. Det kan man fx sammenligne med et samlet besøgstal på 15 millioner på landets mange forskellige museer i 2016.

Der er mange grunde til, at folkekirken står stærkt. Den har fx 1) verdens bedste finansieringsordning med kirkeskatten, 2) en position som en kulturinstitution, der leverer ”public value”, noget folk og samfund har brug for, 3) en selvforståelse som samfundskirke, der er selvudtømmende med mange gratisydelser for alle, 4) et godt match mellem den folkekirkelige kristendomsform og folkekulturen i Danmark, 5) decentral og antiautoritær opbygning, 6) et godt samvirke mellem frivilligheden og den folkekirkelige orden, 7) et fint samspil mellem de mange små, oftest lokale, traditioner og den store fortælling og 8) en tidlig indførelse af kvindelige præster med et afgørende tilskud af arbejdskraft, indsigt og empati, 9) en stærke salmesangstradition og 10) en stærk skabelsesteologi.

Nationalistisk gidseltagning

Der er områder, hvor folkekirken trænger til fornyelse, fx i forhold til 1) nogle gamle bestemmelser fra enevælden, 2) ansvarsforflygtigelse, når ingen kan eller vil tage ledelse, 3) nationalistisk gidseltagning, når folkekirken bruges politisk, 4) Mattæus-effekt, hvor kun dem, der allerede har får mere og mere i kirken, 5) diakoni, fordi de fattige altid er i blandt os, 6) mission og religionsdialog, fordi de fremmede altid er iblandt os, 8) ansvaret som værtskirke for religionerne i Danmark foruden 8) administration og jura, der er alt for fjern for sognekirkerne. Alligevel er folkekirken på rette vej og står stærkt.

En kulturinstitution kan kun overleve ved at være tæt på folk, skarp på formålet og indrette sig derefter. Folkekirkens formål er at gøre Jesus Kristus kendt og troet, så Han kan bo ved troen i menneskers hjerter, som det hedder i nadverliturgien. Hvordan skal den gøre det? Det skal den gøre ved at gøre det, den allerede gør. Den må gerne gøre mere og den må også gerne gøre det bedre, den allerede gør. Nogle steder kunne den sikkert også lave noget helt andet. Men det overordnede svar er kort og klart – og glædeligt for mig, som vel for alle i folkekirken: generelt gør folkekirken det godt.

Hvilke af de nævnte styrkepunkter, der medvirker stærkest til, at folkekirken gør det godt, afhænger af den synsvinkel, man anlægger, når man skal bedømme faktorernes orden. Det sikreste at sige er nok, at alle de nævnte punkter spiller sammen, og ingen af dem kan undværes, hvis man vil forstå – og bibeholde – folkekirkens relative styrke. I dag skal vi holde os til en af faktorernes betydning: Folkekirkens decentrale og antiautoritære opbygning og dermed i praksis menighedsrådenes betydning.

Med I. C. Christensen som kirke- og kultusminister efter systemskiftet til parlamentarisme i 1901 kom der skub i tingene. Hans idé var trefoldig: 1) at folkekirken, som det da også skete fra 1903, skulle gå foran i en demokratiseringsproces med almindelig valgret, også for kvinder, 2) at der på grundlag af arbejdet med menighedsråd på sogneplan kunne udvikles en demokratisk ledelseserfaring, som efterhånden kunne finde udfoldelse på folkekirkens øvrige niveauer og 3) ikke mindst at folket kunne få kærlighed til deres kirke ved at få indflydelse på den. I det 21. århundrede kan vi omsider sige, at I. C.’s plan er ved at lykkes!

Menighedsrådene var fra første færd oppe mod flere strategiske vanskeligheder i form af angst for en række ting: 1) demokratiet, 2) kirketugt ved fromme lægfolk, 3) kaldsrettens devaluering af præsteembedet, 4) menighedsrådenes kompetencer, 5) lægfolkets manglende kirkelighed, 6) manipulerbare valgmetoder. Misagten for menighedsrådene var i store dele af det 20. århundrede parret med overtro på den statslige styrings lyksaligheder. Den dominerende retning blandt præster i det meste af det 20. århundredes folkekirke var tidehvervsgrundtvigianismen, der politisk var en slags pendant til den form for socialdemokratisk velfærdsstat, hvor man tror mere på staten end på frivilligheden. I forhold til den lange ørkenvandring i sidste århundrede er situationen i dag langt bedre for menighedsrådene – i forhold til alle de nævnte vanskeligheder.

Som menighedsrådene i 1903 var pioner for udvidet stemmeret, er menighedsrådene i dag den vigtigste skanse for nærdemokratiet. Menighedsrådene i hvert lokalområde har de bedste muligheder for at fastholde en vekselvirkning mellem folk og kirke. Alle lokale foreninger er mere end glade for at samarbejde med kirken. I sit første interview i menighedsrådsbladet sagde den nye kirkeminister Joy Mogensen friskt og forventningsfuldt: ”Jeg betragter menighedsrådsmedlemmer som samfundsstøtter, de er engagerede i samfundet og de er nogle, man henvender sig til i forventning om, at de kan få noget til at ske.” Det er afgørende, at kirken ledes lokalt, så, at lokale folk kan inviteres til at være med som deltagere og medskabere i deres egen kirke. Det er særligt afgørende i en tid, hvor tilknytning (kun) opnås gennem deltagelse (participation) og personlige relationer.

Samtidig er menighedsrådene det altafgørende udgangspunkt for opbygningen af et sammenhængende demokratisk styre i folkekirken som landets største medlemsorganisation. Uanset, hvad man mener om den statslige ledelse af folkekirken på landsplan fra folketing og kirkeministerium, er det uansvarligt, hvis folkekirken ikke gør sig klar til stå for sin egen ledelse også på landsplan den dag, det bliver nødvendigt. Alt andet er en historieløs stikken hovedet i busken.

Fælles ansvar

En hjørnesten i menighedsrådenes arbejde er, at lægfolk og præster sidder sammen med fælles stemmeret og ansvar for kirkens ledelse. Det er et vigtigt udtryk for, at menighedsrådene ikke kan sammenlignes med fx kommunalbestyrelser, hvor ingen ansatte er fødte medlemmer. I praksis er præsterne på godt og ondt ”nøglepersoner” i kirkernes brede kontakt med folk i sognet. Samtidig er de menighedsrådenes husteologer og ambassadører for 2000 års verdensomspændende kristendom. Derfor lider et sogn under det, hvis man skal leve længe uden præst – eller hvis samarbejdet med præsten i menighedsrådet ikke fungerer. Det værste mareridt, man kan forestille sig, er dog en folkekirke uden lokalt forankrede menighedsråd.

Takket være især Landsforeningen er der gennemført tre afgørende ændringer i Lov om Menighedsråd i det 21. århundrede: 1) § 1 siger siden 2006, at både de ”kirkelige og de administrative anliggender” i sognet styres af menighedsrådet, 2) § 37 fastslår siden 2007, at præstens uafhængighed af menighedsrådet i ”forkyndelse, sjælesorg og undervisning” handler om den metodefrihed, som enhver, fx en lærer, også bør have. 3) Siden 2003 fastslår Økonomiloven, at kirkeministeren ikke kan blande sig i lokalkirkeskattens størrelse og anvendelse (inden for de almindelige regler). Menighedsrådene har dermed en ”sognefuldmagt”, som er stærkere end kommunalbestyrelsernes kommunefuldmagt. Næste skridt må naturligt være, at menighedsrådene ved deres Landsforening overtager overenskomstforhandlingerne med de af menighedsrådene ansatte kirkelige medarbejdere.

Handling og holdning taler højere end ord. Kirken kommunikerer lige så meget med sin ordning og sit forhold til folk, som med præstens prædiken. Derfor må menighedsrådene fastholde, at deres arbejde er en integreret del af kirkens opgave og udtryk for de døbtes præstedømme. Enhver skizofreni, hvor menighedsrådet tager sig af de ydre rammer, mens præster tager sig af ”det åndelige”, er af det onde. Menighedsrådene er ikke statens forlængede arm, men kirkens tillidsfolk.

I en evangelisk-luthersk kirke hentes pejlemærkerne for kristen liv og lære fra Bibelen. Bibelen er ikke en lovbog, som de lovkyndige har patent på at udlægge, men en bog, som alle kristne kan (og bør!) lytte til og læse i til inspiration, som kan omsættes i vidnesbyrd og tjeneste for næsten. Som forankrede i bibelsk kristendom kan (og bør) alle kristne være med til at tage stilling til kirkens liv og lære og til at udøve alle kirkens funktioner. Menighedsrådsmedlemmer kender de bibelske fortællinger mange steder fra. Skulle der komme nogle ind, som ikke gør det, må de have et kursus. Derfor må menighedsrådsmedlemmer fatte tillid til deres egen kompetence som kristne mennesker.

Fordi Jesus Kristus afskaffede det gamle offerpræstedømme ved at ofre sig selv, kaldes alle døbte ind i en ny stilling som et helligt folk, der har del i Kristi præstedømme: ”I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til hans underfulde lys. I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed” (1 Pet 2,9-10).

Luther 

For Luther betyder det, at enhver døbt kan 1) forkynde, 2) døbe, 3) forestå nadverfejring, 4) binde og løse synden, altså modtage skriftemål, 5) bede for andre, 6) ofre (sit eget liv) og 7) bedømme læren og 8) tjene næsten i alle ting. Der findes altså ingen kristelig gerning eller kirkelig funktion, som det ikke er givet alle døbte kristne at udøve.

Hvad alle har som opgave, skal alle ikke gøre i munden på hinanden, men efter fælles beslutning. For ordenens skyld skal de kristne kalde en præst, der fx kan lede menighedens gudtjenester. Hos Luther bør menigheden kalde en præst af sin midte. I Ribe-artiklerne fra 1542 skal præstens kaldelse forestås af de syv mest agtede og ældste mænd i sognet. I praksis og især under enevælden overtog kongerne kaldsretten, som først i 1912 med den første permanente menighedslov definitivt blev overladt til menighedsrådene. Den praktiske ordning følger skik og brug for den slags i landet, men det er en integreret del af de døbtes præstedømme at medlemmerne kan og skal kalde en præst og lede menigheden.

Selv om præsterne mestendels har haft en ganske høj selvopfattelse, var præsterne især i sidste halvdel af det 20. århundrede i misagt. Op til 1960’erne blev præster – og missionsfolk – hængt ud på mange måder i den socialistiske og den kulturradikale presse. I 1960’erne blev det klart, at præsterne var kommet i bad standing hos folk flest. Selv om den konkrete præst, den enkelte havde mødt, ofte fik lovord med på vejen, var de fleste enige om, at præster var nogle hyklere. Den bedste præst var én, der ikke lignede en præst, sagde man. I dag er situationen vendt rundt, så den gode præst er én, hvor man kan mærke, at hun er præst. Tilmed er præsterne generelt røget helt op på tillidskurven i befolkningen, hvor de rangerer i toppen blandt læger, sygeplejesker og politikfolk, som man har brug for og kan stole på.

Den agt de fortjener

Selv om menighedsrådene – ligesom folkekirken bredt – både har fået foden under eget bord og har fået en bedre presse her i det 21. århundrede, så holdes menighedsrådene endnu langt fra i den agt, de fortjener i kraft af deres betydning for folkekirken og videre ud i det danske samfund. Man må ønske, at præster tager ved lære af deres egen rundtur i misagten, for der er den dag i dag præster, der indimellem ringeagter menighedsrådene. Der er brodne kar også blandt menighedsrådsmedlemmer. Men det er for dumt at generalisere ud fra dem. Der er hårdt brug for, at Landsforeningen her i forbindelse med 100-års jubilæet tager initiativ til at få lavet en samlet undersøgelse af menighedsrådenes betydning for folkekirken og det danske samfund.

Menighedsrådsmedlemmer er i arbejdstøjet som tillidsfolk på mindst følgende områder: De er a) folk med et mandat i lokalsamfundet, b) kirkebestyrelse valgt af kirkefolket i sognet, c) forvaltere af kirke og kristendom i sognet og d) grundled i folkekirkens organisation nu og i fremtiden. Samtidig er menighedsråd på godt og ondt også e) statens – eller samfundets eller de selvejende kirkebygningers – tillidsfolk, fordi de er forvaltere af kirkebygningerne og dermed den største buket af kulturarv spredt ud over landet i Danmark. Her er der nok en opgave for Landsforeningen: Det må påvises sort på hvidt, hvor stor – og stigende – en del af kirkens budgetter, der går til vedligeholdelse af kulturarven i kirkebygningerne. Når det gælder alle andre slags bevaringsværdige bygninger, overtager statens museumsvæsen vedligeholdelsen, når sådanne bygninger tages ud af den oprindelige brug. Den ordning må også indføres for de kirkebygninger, hvor man må sige, at staten nasser på kirkens midler ved at pålægge kirken urimelige udgifter til vedligeholdelse af hele samfundets kulturarv. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

* krævede felter