Mødet med en særlig præst åbnede en sidedør til kirken

Som konfirmand blev Jette Gaarde skræmt væk fra folkekirken af en præst, der prædikede synd og straf. Men efter sin søns død mødte hun en præst, der med nærvær, samtaler, meditation og retræter åbnede en dør til kirken for hende.

mb_20190220_061.jpg

Jette Gaarde kommer meget på kirkegården ved Herlufsholm Kirke, hvor hendes søn ligger begravet. Det var i forbindelse med hans bisættelse, at hun lærte sognepræst Thomas Horneman-Thielcke at kende. Hans tilbud om retræter og meditation blev en sidedør ind i kirken for Jette Gaarde, som ellers havde et anstrengt forhold til folkekirken. Foto: Henrik Petit.

Af: Malene Fenger-Grøndahl

I november 2016 deltog Jette Gaarde i en allehelgensandagt på kirkegården ved Herlufsholm Kirke. Da andagten var slut, gik hun ned til sin søns gravsted. Hun havde ved sin søns død lovet sig selv, at hun ikke ville give op.

Det løfte havde hun holdt. Men nu havde hun svært at se en vej frem. Alt virkede mørkt og tungt. Da hun var på vej hen til graven, kom præsten, som havde stået for andagten, hen og fulgtes stille med hende.

- Den dag åbnedes den sidedør til kirken, som allerede stod på klem, men som jeg endnu ikke havde været parat til at træde ind ad, siger Jette Gaarde, der i dag er 71 år og aktivt medlem af menigheden ved Herlufsholm Kirke.

Jeg hæftede mig ved, at han udlagde Paulus’ ord om kærligheden, der tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt, på en måde, som var ny for mig. - Jette Gaarde

Hun deltager i højmessen stort set hver søndag og er med i en gruppe, som står for at læse epistlen. Desuden læser hun korrektur på kirkebladet og deltager i morgensang, meditationsaftener og retræter.

-Hvor Gud før var noget, jeg søgte uden for mig selv, er Gud nu noget, jeg finder i indre stilhed og stille bøn. Selv om sorgen over min søns død ikke forsvinder, oplever jeg en glæde og ro, som ikke har været der tidligere, siger Jette Gaarde og tilføjer:

- Da min søn døde, besluttede jeg, at når sådan noget kunne ske, kunne jeg ikke tro på noget. Men det kom til at ændre sig, uden at jeg helt var klar over, hvordan det skete.

Jette Gaarde voksede op i en kulturkristen familie. Hendes forældre gik ikke i kirke, men hun var døbt og gik i en periode på en katolsk skole i Næstved. I landsbyen boede også en del folk med tilknytning til Indre Mission, og Jette Gaarde lærte desuden et ægtepar at kende, der var medlemmer af syvendedagsadventisterne.

Læste i bibelen

Hjemme hos dem fik hun øje på en stor bog med spændende billeder. Det var en bibel, som ægteparret med Jette Gaardes forældres tilladelse forærede hende.

- De læste i bibelen sammen med mig, og jeg husker, at jeg i samme periode bad fadervor, siger hun.

Hendes far arbejdede på forskellige godser på Midtsjælland, familien flyttede efter farens arbejde og boede typisk i arbejderboliger, som lå afsides i nærheden af marker og skov.

- Jeg tilbragte meget tid i skoven. Naturen blev mit kongerige, hvor jeg fandt ro, siger hun.

Kirken kom derimod efter hendes konfirmation til at stå som et mørkt og koldt sted for hende.

- Præsten talte om synd og straf og tegnede et billede af en streng og straffende Gud, som jeg slet ikke kunne få til at passe med det, jeg oplevede i naturen. Jeg blev konfirmeret, men besluttede, at jeg ikke ville gå til alters, for jeg kunne ikke tro på den Gud, præsten talte om, siger hun og tilføjer:

- I dag kan jeg ærgre mig over, at jeg kom til at sætte lighedstegn mellem den ene præst og kirken. Jeg kan godt føle mig lidt snydt, når jeg tænker på, at jeg i så mange år ikke har haft den ro, jeg har fundet nu. På den anden side tror jeg, at ting sker, når de skal ske, og jeg var ikke parat før.

Det var Jette Gaarde først for alvor den dag på kirkegården, hvor Thomas Horneman-Thielcke tog hende under armen og fulgtes med hende.

- Jeg har altid troet på, at der er en mening med tingene, men da min søn døde, kunne jeg ikke se den mening. Det blev Thomas, der viste mig en vej og på den måde hjalp mig med at finde meningen igen, siger hun.

Viet på sygehuset

Jette Gaardes søn døde i april 2014 efter et langvarigt sygdomsforløb. Elleve dage før han døde, blev han og hans kæreste viet på sygehuset. Parret havde valgt en ung præst, som Jette Gaarde ikke kendte.

Det var Thomas Horneman-Thielcke. Jette Gaarde oplevede ham som nærværende og omsorgsfuld både ved vielsen og i forbindelse med bisættelsen. Det ændrede dog i første omgang ikke ved hendes anstrengte forhold til folkekirken.

- Som voksen kom jeg stort set kun i kirke til bryllupper og barnedåb og naturligvis til mine forældres bisættelse. Det skete, at jeg ved de begivenheder lagde mærke til noget interessant i præstens prædiken. Men det fik mig ikke til at gå i kirke om søndagen, fortæller Jette Gaarde.

- Jeg søgte uden for kirken efter noget, der kunne stille min længsel. Jeg var optaget af meditation og læste om buddhisme, Martinus Kosmologi og teosofi. Jeg stykkede et morgenritual sammen, hvor jeg mediterede og bad til den guddommelige visdom, den guddommelige kærlighed og det guddommelige lys, siger hun.

- Efter sønnens død kom Jette Gaarde ofte på kirkegården for at besøge graven og gik indimellem ind i kirken for at mærke roen i rummet. Og da hendes barnebarn begyndte til minikonfirmandundervisning, deltog hun også i de arrangementer, hvor forældre og bedsteforældre blev inviteret med.  

- Men det var svært for mig at være i kirken, for hver gang så jeg min søns kiste for mig, siger hun.

I sensommeren 2016 faldt hun over et tv-program, Præstens lektie, hvor Thomas Horneman-Thielcke var dagens gæst.

Kærligheden tåler alt

- Jeg hæftede mig ved, at han udlagde Paulus’ ord om kærligheden, der tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt, på en måde, som var ny for mig. Jeg havde altid tænkt, at jeg ikke ville tvinges til at udholde alt i kærlighedens navn, og blandt andet derfor blev jeg i sin tid viet på rådhuset. Nu gik det op for mig, at det handlede om Guds kærlighed, siger Jette Gaarde.

Kort efter fik hun under et besøg hos sin svigerdatter øje på sognebladet for Herlufsholm, hvor der var annonceret to retræter og en meditationsaften. Hun blev nysgerrig og besluttede at deltage. I samme omgang valgte hun at løse sognebånd fra Sct. Mortens Sogn i Næstved, fordi hun følte det mest naturligt at være medlem af menigheden det sted, hvor hun ville benytte sig af kirkens tilbud.

Under retræterne og meditationsaftenen oplevede Jette Gaarde, at stilheden gjorde hende godt. Under den sidste retræte, dagen før Allehelgen, fik deltagerne forskellige opgaver, blandt andet at skrive et brev til en afdød.

Jette Gaarde skrev et brev til sin søn, som hun siden har haft med på kirkegården, og som har hjulpet hende i sorgprocessen.

- Bagefter bad jeg Thomas om en samtale. Under samtalen fortalte jeg ham, at jeg ikke kunne finde ro til at bede og meditere, som jeg havde kunnet tidligere. Vi sluttede med at bede fadervor. Det havde jeg ikke gjort siden min konfirmation, og jeg troede ikke, at jeg kunne bede den bøn igen. Så tændte vi et lys for min søn, og da Thomas sagde, at han var hos Gud, sagde jeg ”ja”. Det var også et ja til den verden, som har åbnet sig for mig i kirken, siger Jette Gaarde.

Efter samtalen besluttede hun at deltage i en højmesse.

- Jeg var ret usikker, men det hjalp, at der var en beskrivelse af højmessen foran i salmebogen, og at der var nogle søde mennesker, som tog imod og inviterede mig med til kirkekaffe, siger hun og tilføjer:

- Havde det ikke været for tilbuddet om meditation og retræte, havde jeg nok aldrig fundet ind i kirken. Jeg havde absolut ingen intention om at begynde at gå i kirke. Men nu har jeg lært, at i forhold til Gud, er det Gud og ikke mig, der bestemmer, hvad der skal ske, og hvornår.