Troen gør hendes verden større

Menighedsrådenes Blad er netop udkommet. Her finder du blandt andet et portræt af salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen, som er aktuel med en bog om sin tro. Læs et uddrag af portrættet på vores hjemmeside.

IMG 9953

Som barn var troen ikke noget, jeg reflekterede over, men noget, der var givet, siger Lisbeth Smedegaard Andersen. Læs et uddrag af hendes portræt, som du finder i Menighedsrådenes Blad nummer 7. Foto: Bo Nygaard Larsen.

Af: Bo Nygaard Larsen

Tordenskyerne hænger lavt over Hellerup denne tirsdag eftermiddag. Lisbeth Smedegaard Andersen, præst, salmedigter og forfatter, træder ud på sin altan med udsigt over den nærmeste horisont og tager bestik af situationen.

- Her er så varmt i stuen om sommeren, så derfor må vi have gennemtræk. Men begynder det at regne, lukker jeg døren, siger hun og sender et sidste blik mod den sorte himmel.

Måske det giver en inspiration til noget, måske ikke. Lisbeth Smedegaard Andersen er kendt for i både i sit kunstneriske virke og sit trosliv at bruge og lade sig forme af det, hun erfarer, sanser og oplever i hverdagen. Det går som en rød tråd i hendes seneste bog, Troen der gør verden større, der netop er udkommet på Eksistensen.

- Siden jeg var barn, har jeg ment, at der er mere, end vi kan se med det blotte øje. Når jeg for eksempel ser ting gro op, og når jeg glæder mig over skønheden i livet og naturen, tænker jeg på, at der må stå nogen bag. På den måde bliver verden større. Og når jeg som ældre beskæftiger mig med Bibelen og kristendommen, er jeg både tilbage ved begyndelsen og fremme ved det, der vil ske engang, og dermed giver troen indsigt, udsigt og en anden dimension, siger Lisbeth Smedegaard Andersen og fremkalder forfatteren Johannes Jørgensens replik fra 1893:

Verden er dyb. Og kun de flade ånder fatter det ikke

- Det er jo rigtigt, og man behøver ikke engang at gå til Bibelen for at komme til den erkendelse. Men det hjælper, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Den sunde barnetro

Grundsynet har hun hjemmefra. Hun er født i 1934 på Frederiksberg, men voksede op i først Præstå, så Herning i et grundtvigsk hjem. Ganske vist var forældrene ikke de flittigste kirkegængere, men troen havde sin faste plads.

- Som barn var troen ikke noget, jeg reflekterede over, men noget, der var givet. Min mor bad Fadervor og sang salmevers med os børn. Selvom troen ikke som sådan var et emne, vi talte om, var den alligevel en forudsætning for vores tilværelse. Derfor tvivlede vi heller ikke. Det var en sund måde at forholde sig til troen på, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

På den måde var især hendes mor med til at forme hendes tro, ligesom andre som lærere, præstekolleger og skiftende menigheder sidenhen har påvirket hendes syn på kristendommen og menneskelivet.

- Det har betydet meget for mig, at andre har været med til at forme min tro. Når jeg har mødt et andet menneske, der har haft nogle erfaringer, måske nogle svære erfaringer, og gjort sig nogle tanker, har det påvirket mig. Det gjaldt også i mit arbejde som præst, hvor jeg i samtaler har erfaret de vanskelligheder, folk har haft, og det er beundringsværdigt, hvordan de alligevel har klaret sig. Ofte viser det sig, at det er troen, der bærer dem igennem, og det gør indtryk på mig, jeg tager det til mig og gør det til en del af min egen trosverden og bevidsthed, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Trosformeren

Med ét kommer det væltende. Himlens sluser giver efter, og den massive regn nærmest overdøver samtalen.

- Jeg må lige sikre mig, at det ikke regner ind, siger Lisbeth Smedegaard Andersen og rejser og lukker døren til altanen.

Et øjeblik er hun tilbage i stolen og tager et lille tilløb, inden der atter falder ord.

- Jeg er bevidst om, at jeg også er med til at forme troen for andre. Ja, jeg håber da, at vi alle, så vidt vi magter det, kan forme og være med til at hjælpe andre med deres tro. Da jeg var præst, var det så ligetil for eksempel gennem mine prædikener. Men også efter præstetiden har det været en del af min drivkraft at fortælle andre, hvad jeg har lært og erfaret. Og her føler jeg mig taknemmelig. Vi lever i en tid, hvor der ikke er megen respekt for erfaringen, men der er heldigvis stadig bud efter mig og det, jeg kan formidle, og det er en stor glæde, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Salmerne

Det sker ikke mindst gennem hendes salmer. Lisbeth Smedegaard Andersen er en af vor tids største salmedigtere og har syv salmer med i den nye salmebog. Igen og igen bliver hun inspireret af den evigt aktuelle nutid, og for hende er det da også afgørende, at netop salmen kan udtrykke den tid, vi lever i.

Hun debuterede i 1984 med samlingen Vinterlys og tjørneblomst og holder sig stadig i gang. Sidste år udsendte hun samlingen Skyggerids med 14 salmer over Søren Kierkegaards bønner.

- Da jeg begyndte at skrive salmer, var der stor kritik af nye salmer. Nogle mente ikke, at de ville kunne synges om 200 år. Men det synes jeg nu godt, at man kan overlade til vores efterkommere. Mange af Kingos og Brorsons salmer var også tidsprægede, og de ville nok også have sagt, at de skrev til tiden. Det er klart, at jeg ikke ved, hvor længe de moderne salmer, herunder mine egne, vil overleve, men som digter er jeg nødt til at skrive om det, jeg er optaget af her og nu. Som et indlæg mellem tiden og evangeliet, siger Lisbeth Smedegaard Andersen og fortsætter:

- Salmerne er menighedens ord i gudstjenesten og derfor er det vigtigt, at de også kan indeholde det, menigheden er optaget af. I det øjeblik, salmenumrene bliver sat på salmetavlen, lægger man ord i munden på menigheden, og de ord skal den helst kunne tage til sig og synge med på.

Det i sig selv er en disciplin. Lisbeth Smedegaard Andersen sondrer knivskarpt mellem det personlige og det private.

- Når jeg skriver en salme, handler den om noget, der har rørt sig i mig og som har været vigtig for mig. Og hvad der personligt har sat mig i gang, kan også sætte andre i gang. Jeg prøver at trække på mine erfaringer, oplevelser og sanseindtryk, og så håber jeg, at det er så alment, at andre kan bruge det. Derimod er det rent private ikke relevant. Da det kun hører mit liv til, siger hun.