Det tredje rum

Lolland-Falsters Stift har fået ny biskop. Marianne Gaarden er sammen med sin mand flyttet til Nykøbing Falster, hvor hun er klar til at gøre en forskel

mb_20170822_134.jpg

Marianne Gaarden er ny biskop over Lolland-Falsters Stift. Foto: Henrik Petit

Af: Alex Kjær

Marianne Gaarden så det ikke komme, at hun nu skal være biskop og skrive sig ind i en lang tradition af gejstlige. Som mange andre skridt i hendes liv kom det uventet. Derfor var der brug for en tænkepause, da hun blev opfordret til at stille op som kandidat til den ledige bispestilling.

- Jeg var nødt til at mærke efter, om det var den rigtige vej for mig. Det er det, har jeg fundet ud af, og jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med arbejdet i stiftet.

Marianne Gaarden er 53 år og blev færdig som teolog, da hun var 41, så det har været en hurtig vej op ad karrierestigen.

- Jeg har aldrig haft en færdig plan for mit arbejdsliv, mine ansættelser har været meget forskellige, siden jeg blev færdig fra universitetet, siger hun og peger på, at nysgerrighed og ønsket om at gribe mulighederne for udvikling ofte har været styrende.

Ud over at være sognepræst har hun blandt andet arbejdet som underviser og sidst teologisk konsulent i Helsingør Stift.
Hun kommer ikke fra en familie med præster på stamtræet, så det var først, da hendes nu afdøde mand opfordrede hende til at overveje teologistudiet, at hun fandt sin hylde.

- Jeg har altid været et religiøst menneske og har besøgt mange religioner og åndelige fællesskaber rundt om i verden. Men allerede det første år på teologistudiet var jeg fuldstændig solgt. Det her er lige mig, husker hun om sit møde med teologi.

Hvordan man hører

Nogle år efter studiet skrev hun en PhD, som i høj grad påvirkede og stadig påvirker hendes måde at tænke på. Afhandlingen handler om, hvordan menigheden hører prædikenen. Det skrev hun en bog om, som hedder ”Prædikenen som det tredje rum”, der beskæftiger sig med det felt, man kalder homiletik (den del af den praktiske teologi, som handler om kunsten at prædike: red).

Marianne Gaarden var blandt andet i USA for at studere og fandt ud af, at det meste af den viden, der findes om menigheders forståelse af prædikener, er teori. Derfor lavede hun sin egen undersøgelse, hvor hun besøgte en række kirker og talte med personer fra menigheden om deres oplevelse af gudstjenesten.


VIDEO: Se Marianne Gaarden fortælle, hvad hun glæder sig til i sit nye job som biskop.

 - Det har lært mig utrolig meget at lytte til menigheden. Generelt kan man sige, at oplevelsen i kirken præges af det, folk bringer med fra deres eget liv. Der sker det, at man tager nogle ord i prædikenen til sig, fordi de rammer noget i ens eget liv. Men det kan ofte være langt fra den mening, som præsten tænker ind i sin prædiken. Man kommer med sin indre erfaring og lytter til de ydre ord, hvorved der opstår noget tredje – jeg kalder det for det tredje rum.

Det har været en øjenåbner for Marianne Gaarden at se, hvor meget folk lægger accenten på deres eget liv. Samt hvor lidt man som prædikant kan styre den mening, kirkegængerne selv skaber.

Resultaterne af undersøgelsen betyder dog ikke, at prædikantens ord ikke er vigtige, tværtimod. Meget af interviewudsagnene handlede om præsten, og om hvor vigtig han eller hun var for oplevelsen i kirken.

Marianne Gaarden

  • 53 år, gift med Michael Schelde, leder af Grundtvig Centeret, har to voksne sønner, tilsammen har familien fem børn
  • Teologisk konsulent i Helsingør Stift fra 2015
  • PhD-studerende, 2011-2014
  • Sognepræst i Præstø-Skibinge Pastorat, 2007-2010
  • Sognepræst ved Frederiksborg Slotskirke i Hillerød, 2006-2007
  • Cand.theol., 2005

 Kirkegængerne efterspurgte nærvær, engagement og at prædikanten selv står bag sine ord. Med andre ord: Autenticitet.

- Det, jeg som præst har taget med mig fra min undersøgelse, er, at vi ikke er alene på prædikestolen. Der er noget tredje på spil, som gør oplevelsen magisk, og jeg har tillid til det tredje rum.

Interviewet med Marianne Gaarden finder sted i Vartov kirke, hvor Grundtvig stod på prædikestolen som præst. Det er ikke tilfældigt valgt. Hendes nuværende mand, der ligesom hende har mistet sin første ægtefælle, er leder af Grundtvig Centeret samme sted, og i gården står en statue af Grundtvig, som har stor betydning for den nye biskop.

Under statuen er en tekst indgraveret fra salme 298, Helligånden trindt på jord: ”Livets ord af guddommens rod, kilden er til livets flod.”

- Ud af min PhD har jeg forstået, hvad Grundtvig egentlig mener med det levende ord. At autoriteten flyttes fra præsten og ud i menigheden. Inskriptionen i gården betyder for mig, at der er en kilde, som flyder, som vi ikke kan styre, og som strømmer igennem os. Det giver mening, når jeg ser på min undersøgelse. Det er ånden, der flyder, når gudstjenesten er i gang, og det kan beskrives som et tredje rum.

Følelseslivet er vigtigt

Fordi Marianne Gaarden ikke er vokset op i en kirkelig tradition, havde hun svært ved at forstå de forskellige betegnelser, man deler folkekirken op i, da hun begyndte at læse teologi. Hvorfor var nogle missionske, andre grundtvigianere og nogle tredje tidehvervsfolk? Samtidig blev hun inspireret af amerikansk homiletik og var i USA og mange andre steder, blandt andet Kina og Australien.

- Derfor har jeg set, at kirkelivet kan defineres som meget andet end de klassiske danske. Jeg kan fx godt lide, at man i USA og Australien som det mest naturlige beder en bøn, inden man spiser sammen. Det gør man ikke i Danmark, måske fordi missionsbevægelserne har patenteret det at have et bønsliv. Både tidehvervsfolk og grundtvigianere har nok været lidt forskrækkede over den inderliggørelse, og det er synd, for som mennesker er vi både rationelle og emotionelle.

Marianne Gaarden opfatter følelseslivet som vigtigt, når man taler om tro. Hun mener, kirken var dårligt stillet, hvis ikke der fandtes missionsfolk. Tidehvervsfolkene ser hun også som et vigtigt input, fordi de rejser gode diskussioner.

- Men skåret ind til benet er jeg en glad grundtvigianer. Men også en grundtvigianer som er glad for de andre bevægelser, siger hun og husker en gang, den sydafrikanske biskop Desmond Tutu var i København og før et møde i kirkeministeriet spurgte, om ikke man kunne bede inden mødet.

- Sådan gør man mange steder i verden, men i Danmark er vi så sekulariserede, at det for mange af deltagerne på mødet blev en akavet situation. Jeg kunne ønske, at vi var mindre berøringsangste.

Højmessen er som tobak og alkohol, mener Marianne Gaarden. Det smager grimt i begyndelsen men er stærkt vanedannende.

Marianne Gaarden oplever danskerne som private omkring religiøsitet og tro. Ofte hører hun folk sige, at de tror på deres egen måde, men når samtalen fortsætter, viser det sig, at de som regel er mere socialiseret ind i en kristen kontekst, end de selv er klar over.

- Jeg kan jo kun tale for mig selv, men jeg kan mærke, hvad det betyder at have en åndelig praksis. Det følger med hele dagen, når man læser nogle sætninger om morgenen og sidder et øjeblik og reflekterer. Eller når man går i kirke om søndagen. Jeg plejer at sige, at højmessen er som tobak og alkohol, det smager grimt i begyndelsen, men det er stærkt vanedannende. Det giver sjælefred, når man hviler i noget, som er større end en selv.

Trods danskernes privathed omkring tro oplever Marianne Gaarden folkekirken som en kæmpe succes. Det skyldes især, tror hun, at den har evnet at åbne vinduet, være i dialog med det omkringliggende samfund og afprøve nye former. Folkekirken er fx den største udbyder af sorggrupper, og også natkirker og babysalmesang er gode aktiviteter for folkekirken.

- Man skal bare huske ikke at måle folkekirkens succes på, om der så også kommer flere til højmessen om søndagen. De to ting hænger ikke sammen. Man skal ikke underkende, at det at danne mening ud fra fortællingerne i den kristne tro også kan ske til babysalmesang, pilgrimsvandringer, retræteophold eller lignende. Vi må erkende, at kristendommen kan formidles på andre måder.

Nogle aktører i folkekirken mener, at folkekirken i disse år er udfordret på sit kerneindhold. Der har været debat om, hvor grænsen går for de aktiviteter, folkekirken kan tilbyde, hvis det stadig skal give mening at kalde det et kristent fællesskab.

Meningen med livet

- Heste clairvoyance hører fx ikke hjemme i kirken, fordi det intet har med kristendom at gøre. Men så længe udgangspunktet er, at det foregår inden for rammerne af den kristne fortælling, så kan det have mange former og ansigter. Først og fremmest skal vi være åbne. Hvis folk siger, at det med Jesus og Gud ikke siger dem noget, så er det måske meningen med livet, man skal tale om, siger Marianne Gaarden og peger på, at der er en del danskere, som selv vælger og sammensætter deres religiøse syn.

- Her er det vigtigt at lytte og høre på, hvad der rører sig i dem, og så byde ind med det, som kristendommen står for. Fx husker jeg et arrangement for et par år siden, hvor nogle New Age folk var i dialog med en sognepræst. Her blev det tydeligt, at New Age folkene i modsætning til kristne selv står med hele ansvaret for deres liv. Det blev tydeligt, at nogle fik en øjenåbner ved at lytte og deltage i dialogen.

For Marianne Gaarden er kristendommen især forbundet med at gøre noget for andre. Derfor glæder hun sig til de kommende års arbejde som biskop, fordi hun her i højere grad end tidligere har muligheden for at gøre en forskel og præge indholdet i et helt stift.

- Jeg vil gerne være biskop, fordi det er en platform, hvor man kan være med til at gøre en forskel. For mig er kristendommen fællesskabet og at pege hen på næsten. Som biskop får jeg mulighed for at være med til at sætte dagsordenen for kirken.
Hun er glad for, at det netop blev Lolland-Falsters Stift, hun skal være øverste chef i.

- Det er landets mindste stift, men på Lolland-Falster fylder kirken mere end i fx Helsingør Stift, hvor jeg var ansat inden mit nye job. Jeg var med i seks tv-udsendelser i forbindelse med bispevalget, og det var nok ikke sket i København, hvor man har de store kulturinstitutioner at konkurrere med. Så jeg glæder mig til at blive en biskop, der forhåbentlig lykkes med at sætte nogle aftryk til gavn for stiftet og for folkekirken.