15. DECEMBER 2022

Se her, hvor mange migranter der bor i jeres sogn

Landsforeningen af Menighedsråd lancerer nu et redskab, der giver overblik over, hvor mange migranter der er bosiddende i landets enkelte sogne. Tallene kan I bruge til drøfte befolkningens sammensætning og kirkelige tilbud.

Migrantmenigheder

Foto: Jonas Hedelund

Af: Redaktionen

Migrantmenigheder

Omkring 40 procent af mennesker af anden etnisk oprindelse end dansk, der kommer til landet, formodes at være kristne migranter. Mange søger ikke til de traditionelle folke- eller frikirker, men mødes i forskellige migrantmenigheder. Læs mere på Migrantmenigheder.dk.

Landsforeningen af Menighedsråd har fået udarbejdet et statistisk redskab, der kan give jer et unikt overblik over, hvilke migrantgrupper der findes på sognebasis.

Det kan hjælpe jer til at identificere migranterne i sognet – og på sigt inspirere til at arbejde for, at folkekirken bliver relevant for nyankomne kristne indvandrere og efterkommerne af kristne indvandrere.

Sådan gør du:
Nedenfor finder du et link til en oversigt, der for det indtastede sogn viser antallet af efterkommere og indvandrede sorteret efter oprindelsesland.

➛ I søgefeltet skriver du navnet eller sognekoden på det sogn, du vil søge migrantstatistik for.
➛ Herefter trykker du på 'rapport' og du downloader grafer og tabel for det navngivne sogn. 

Der er meget store forskelle på antallet af migranter i sognene, og lande der er repræsenteret. I enkelte sogne er der kun personer fra to andre lande end Danmark, mens andre har over 100 lande repræsenteret i sognet.

Tallene er fra juli 2022.

Med denne viden ved hånden, kan I overveje, om jeres kirkelige tilbud svarer til befolkningssammensætningen i sognet.

Måske ønsker I at udvikle jeres samarbejde med migrantmenighederne eller overveje andre tiltag fra kirkens side i forhold til migranterne. Til den proces får I her nogle spørgsmål, der kan afdække, om der er nye muligheder og behov, som I ikke tidligere har haft fokus på i jeres sogn og nabosogne:

1. Er der overraskelser i forhold til antallet af indvandrere fra lande, hvor en væsentlig andel kan forventes at være kristne?
2. Er det jeres indtryk, at de pågældende er tilknyttet en folkekirke eller en anden kirke i lokalområdet?
3. Giver tallene anledning til overvejelse om jeres kirkelige tilbud?

Få mere hjælp og inspiration til, hvordan I i jeres lokale kirke kan samarbejde på tværs af kultur, sprog og praksis via Folkekirkens Migrantsamarbejde.

Oplever I problemer med eller har spørgsmål til rapporterne, er I meget velkomne til at kontakte sekretariatschef i Landsforeningen af Menighedsråd Torben V. Lauridsen på tvl@menighedsraad.dk eller telefon 8732 2126.

Om rapporterne

➢ Rapporternes formål er at give et indblik i, hvilken herkomst indbyggerne i landets sogne har. Denne indsigt kan give et grundlag for at vurdere, om jeres kirkelige tilbud svarer til befolkningssammensætningen.
➢ Den opdaterede statistik er udarbejdet på baggrund af henvendelse fra Folkekirkens Migrantsamarbejde til Danmarks Statistik. Grafik, tabel og oversigten, hvormed man kan downloade sin rapport, er lavet af Folkekirkens Uddannelses- og Videncenters sociologiske vidensmedarbejder Bjarke Schønwandt Mortensen på vegne af Landsforeningen af Menighedsråd.
➢ Grafikken viser kun de største befolkningsgrupper i sognet. For store sogne kan der sagtens være flere befolkningsgrupper end dette. Dem har vi med i tabellerne som følger efter grafikkerne. I tilfælde af at der ikke er nogen migranter i sogne, er der kun en tabel i rapporten.

Flere artikler om samme emne

#migrant #migrantsamarbejde