Johannes Nyholms vinderfilm handler om Rikard, som er autist og derudover stærkt deform. Han er overbevist om, at han vil blive genforenet med sin mor, hvis bare han vinder det nordiske mesterskab i petanque.

Filmen har fået gode anmeldelser i pressen. I det ansete filmmagasin Ekko skriver Lars Bukdahl blandt andet: "Johannes Nyholms film er Elefantmanden i velfærdssamfundet: monstrøst rørende, virkelig morsom og gigantisk original. Det er en fantastisk film."

Johannes Nyholm tror, filmens gode anmeldelser skyldes flere ting. Dels skal der være en god historie, som publikum kan identificere sig med, dels gjorde alle omkring produktionen en stor indsats for at få filmen til at lykkes.

- De fleste film har et stramt budget, og man har minimalt med tid. Derfor kræver en god film, at alle arbejder hårdt, også fordi der altid dukker uforudsete ting op undervejs, som udfordrer produktionen. Det gælder både skuespillerne, som var velforberedte, lydfolkene, efterbehandlingen af filmen og alle de andre elementer, som indgår.

De svære film

Johannes Nyholm fortæller, at filmen var svær for ham at lave. Han havde ikke tidligere prøvet at arbejde med så stort et team eller med en film, som er kompliceret på alle niveauer.

- Der er mange specialeffekter, mange skuespillere, og hvor jeg tidligere har produceret mine egne film, så var det at arbejde under en anden producent også en udfordring.

Nogle gange var der 250 statister involveret i filmens scener, så det var en anden måde at lave film på, end han var vant til. Samtidig havde han høje ambitioner og vidste præcis, hvad han ville have ud af hver scene. Men fordi setuppet var så stort, måtte han ofte nøjes med to til tre optagelser i stedet for at blive ved, indtil han var tilfreds, sådan som han var vant til.

- Derfor var jeg flere gange tvunget til at lave hårde kompromisser. 

Kæmpen

  • Instruktør: Johannes Nyholm
  • Længe: 86 minutter
  • Havde biografpremiere: 29. juni 2017
  • Medvirkende: Christian Andrén, Johan Kylén, Anna Bjelkerud, Linda Faith med flere
  • 30-årige Rikart er både autist og svært deform. Han bor på plejehjem, da hans mor gav ham væk, da han var helt lille. Nu sætter Rikart alt ind på at vinde sin mors kærlighed igen, og han er overbevist om, at en sejr i det nordiske mesterskab i petanque vil gøre udslaget.

Johannes Nyholm er glad for at have vundet Gabrielprisen 2018, selv om priser ikke er altafgørende for ham.

- Men samtidig betyder priser jo ofte, at nogen er blevet rørt eller har set noget i filmen, som de sætter pris på. På den måde er priser en slags bekræftelse på, at man er nået ud til nogen. Så jeg bliver glad, når jeg modtager en pris.

Instruktørens udgangspunkt var, at han ville lave en film, som i store dele så ud som en dokumentarfilm, men som ind imellem foldede sig ud i magiske, storslåede drømme. Fx får det dokumentariske plads ved petanque-mesterskaberne, hvor man møder virkelighedens danske mestre i sportsgrenen.

For at skabe det dokumentariske udtryk var instruktøren nødt til at arbejde på en dokumentarisk måde, så langt som det var muligt. Det vil blandt andet sige lange optagelser uden klip og en høj grad af improvisation. Han ville skabe noget, som så ud som virkelighed, en rå energi og noget utvunget.

- Med utvunget mener jeg fx udtrykket i skuespillernes øjne, tonen i stemmen, måden kroppen bevæger sig på. Alt sammen små ting, som vidner om det rigtige liv og ikke noget opdigtet eller kunstnerisk.  Jeg ville skabe et rum, en skueplads hvor det rigtige liv kan folde sig ud. Det er ikke let, når der samtidig findes så mange regler under en filmproduktion.

Samtidig, siger han, skal man selvfølgelige forsøge at fortælle en historie, som griber publikum.

Kaos eller kontrol

Han oplevede det som vanskeligt at balancere det rigtige liv, som man også kan kalde for kaos, med den kontrollerede ide, filmens historie. Han efterstræbte det vilde og ukontrollerede, samtidig med at han håbede, det ville bevæge sig en retning, der stemte med filmens fortælling.

Til spørgsmålet om en favoritscene i filmen, nævner han en intim sekvens, hvor hovedpersonen Rikard og hans bedste ven Roland er sammen. De sidder på en parkbænk og ryger, mens de har en varm, rå og humoristisk samtale, som vidner om stort venskab og respekt for hinanden. Rikard, som har autistiske træk, har ikke tidligere talt i filmen, men her åbner han sig op og siger et ord, som senere får stor betydning.

- En god film er for mig et værk, hvor der er noget på spil, og hvor der åbnes op for noget uventet. Hvor der findes en kraft, rå energi og poesi, siger Johannes Nymark.

Han lavede ”Kæmpen”, fordi han ville vise, at der findes vigtige værdier, selv der hvor mange ikke tror det.

- Hvis man tør kradse lidt i overfladen på det ukendte og anderledes, finder man ofte noget smukt, stort og mægtigt. Men desværre er mange bange for at gøre det. I vores samfund findes der en udbredt tryghedstrang og frygt for det fremmede.

Johannes Nyholm går ikke i kirke, men han synes, der er elementer i hans film, som indeholder kristne værdier som menneskelighed og at gøre en indsats for svage og udsatte.

- Og så handler filmen vældig meget om tro. Ikke om gudstro specifikt, men tro i en mere generel betydning, troen på noget godt og indgribende. Filmens hovedperson lever sit liv på sin tro. På det ydre er han en lille, uanselig person, men indvendigt har han en farvestærk verden, som sprænger alle grænser. Og det er denne tro, som fører både ham og hele filmen frem.

Det er et par år siden, ”Kæmpen” blev indspillet, så Johannes Nyholm har haft tid til at gå videre med et nyt projekt. Han er netop ved at lægge sidste hånd på sin anden spillefilm, ”Koko-di Koko-da”.

- Det er en helt anden type film end ”Kæmpen”. Det er et drama om et par, som forsøger at finde tilbage til hinanden efter en livskrise. De tager på telttur i skoven. Alene og overladt til hinanden tvinges de til konfrontation og havner i et surrealistisk mareridt med en mand med stråhat og hans håndlangere.