Gabrielprisen gives til en film, der fx kan give tilskuerne en dybtgående oplevelse af åndelige, menneskelige eller sociale ideer og værdier. Peter Hundebøll er medlem af Landsforeningens bestyrelse og formand for juryen, der uddeler prisen.

- Jeg vil gerne give distriktsforeningerne muligheden for at bidrage økonomisk til Gabrielprisen, fordi de nominerede film i mange sogne bruges som fx indslag i en filmklub, eller når der vises film i konfirmandstuen.

Ved at bidrage får distriktsforeningerne ejerskab af prisen og er med til at understøtte, at der fortsat findes en folkekirkelig filmpris i Danmark. For prisen er afhængig af, at der er nogle, som støtter op om den.

-I dag er der en række stiftsråd og andre eksterne, som giver et beløb til projektet, derfor er det oplagt, at også distriktsforeningerne støtter projektet, siger Peter Hundebøll.

Støttebeløbet er frit

Det er op til de enkelte bestyrelser i distriktsforeningerne, om de vil være med, lige som støttebeløbet er frit.

-Langt hen ad vejen handler det om at sætte fokus på nordiske film. Jeg tror, at vi næste år får flere danske film i gruppen af nominerede, fordi der i år ikke var særlig mange, siger juryformanden.

Som bidragyder får man på årsmødet sit navn med på skærmen sammen med de andre bidragsydere, når prisen uddeles. Informationen står også på Landsforeningens hjemmeside.

Formålet med gabrielprisen er blandt andet at fremhæve nordiske filmskabere, der med talent og på højt kunstnerisk niveau formår at gengive og skildre menneskelige vidnesbyrd samt at belønne anstrengelser for at skabe kirkeligt vinklede film.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

* krævede felter