Vi har vænnet os til, at kirke kræver ansatte. I det daglige sørger præster og andre ansatte for, at gudstjenester og kirkelige aktiviteter forløber professionelt, gnidningsfrit og med en høj  kvalitet i udførelsen. Præster og kordegne, organister og gravere holder maskineriet i gang. Alle ved, hvad der skal ske hvornår i løbet af året. Jul og påske, pinse og konfirmationstid foregår efter en velindstuderet rytme. 

I menighedsrådet kan vi som regel følge det lidt fra sidelinjen. Det daglige arbejde bliver udført, uden at vi behøver at blande os i detaljerne. Vi kan ved siden af det store administrative  arbejde, som menighedsrådene passer, koncentrere os om de store linjer. Og vi kan tage vare på at være gode og professionelle arbejdsgivere for kirkens ansatte. 

Og i år har det hele så været anderledes. Pludselig har vi skullet forholde os til strejkevarsler og lockoutvarsler. Hvad sker der med kirken, når forhandlingerne mellem staten og de faglige organisationer om kommende  overenskomster ikke når i mål? Vores ansatte forhandler jo ikke med de menighedsråd, som i det daglige er deres arbejdsgivere, hverken direkte eller med Landsforeningen, som repræsenterer menighedsrådenes arbejdsgiverinteresser.

Måske skal vi igen til at huske på, at kirken først og fremmest er levende menigheder, som fejrer gudstjeneste sammen. Søren Abildgaard

Menighedens gudstjeneste 

Måske skal vi igen til at huske på, at kirken først og fremmest er levende menigheder, som fejrer gudstjeneste sammen. Gudstjeneste er, hvor to eller tre er forsamlet i Kristi navn, og hertil behøves hverken præst eller ansatte. Selv hvor præst og ansatte møder på arbejde, bør vi ikke glemme, at gudstjenesten hverken er præstens eller de ansattes, men noget som vi som  menigheder har ansvar for og ejerskab til.

Tilsvarende er de mange aktiviteter, der foregår i kirkerum og sognegård, et konkret udtryk for menighedens fællesskab og samspillet med sognets beboere i almindelighed. Det er et arbejde, der i høj grad bæres af folkekirkens mange frivillige. 

Hvis konflikt og trusler kan føre til en fornyet besindelse omkring betydningen af levende menigheder og folkekirkens frivillige, så vil der være kommet noget godt ud af situationen uanset.