En glad Pernille Fischer Christensen modtog midt i maj som instruktør Gabrielprisen 2019 for sin film "Unge Astrid", der handler om Astrid Lindgrens ungdom og moderskab.

Juryens tekster til filmaftener

Her kan du se eller hente juryens forslag til emner, man kan debatere i forbindelse med de fem nominerede Gabriel film samt spørgsmål, man kan diskutere.

Den skyldige

Unge Astrid

Grænse

Den tid på året

Før frosten

Hun vandt prisen i skarp konkurrence med en række andre film, som også - udover at byde på en god filmfortælling - har vigtige og interessante emner og temaer som omdrejningspunkt.

En del sogne har tidligere valgt at vise de film, som nomineres til Gabrielprisen, og denne gang har juryen valgt at lave en række tekster specifikt til formålet. Tekster som indeholder forslag til diskussion og debat. 

Filmene kan ikke vises p.t., fordi nogle af dem stadig vises i biograferne, men så snart det er muligt, følger mere information her på siden.

Læs om filmene herunder og hent eller se juryens tekster i boksen.

Den skyldige
Krimidrama
Instruktør: Gustav Möller
Politibetjenten Asger Holm besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Da forbindelsen pludselig bliver afbrudt, starter en nervepirrende jagt på kvinden og hendes kidnapper. Med telefonen som eneste redskab kæmper Asger imod tiden for at redde kvinden. Men snart viser det sig, at forbrydelsen er større, end Asger først troede.

Før frosten
Drama
Instruktør: Michael Noer
Der hersker trange kår på landet i det 19. århundrede. Med de barske omstændigheder og udsigten til endnu en hård vinter allierer den gamle bonde (Jens) sig med nabofamilien i et ægteskab mellem hans datter og deres søn. Men da den rige landmand på en nærliggende gård ønsker at købe Jens’ land, ser han en mulighed for at give sig selv og sin familie et endnu bedre liv.

Unge Astrid
Drama
Instruktør: Pernille Fischer Christensen
Da Astrid Lindgren var meget ung, skete der noget, som påvirkede hende dybt – en kombination af et mirakel og et uheld, der kom til at forme hendes liv. Det var en hændelse, som gjorde hende til en af de mest nyskabende kvinder i vores tid og til den historiefortæller, hele verden senere skulle elske. Filmen er en fri fortolkning af dengang, den unge kvinde, trods tidens forventninger og religiøse påbud, bestemte sig for at bryde med samfundets normer og følge sit hjerte.

Den tid på året
Komedie
Instruktør: Paprika Steen
Hjemme hos Katrine og Mads, en helt almindelig familie, skal man i år atter samle hele familien om en traditionsrig juleaften med salmesang og andesteg. På en aften som denne er der naturligvis plads til alle, de fraskilte forældre, den rapkæftede lillesøster, hendes nye mand og ikke mindst familiens børn, som skal passe ind i forældrenes forestilling om hjerternes fest. På overfladen sitrer en intens stemning af irritation, der er lige så antændelig som et tørt grantræ, og efterhånden som maden falder tungt, og julegaverne skuffer, brister enhver illusion om julefred. For intet er, som vi bilder os ind på den tid af året.

Grænse
Drama/thriller
Instruktør: Ali Abbasi
Dramaet ”Grænse” handler om toldvagten Tina, der pga. en kromosomdobling ser ret aparte ud. Tina er dog ufatteligt god til sit job, da hun af uforklarlige årsager har en næse, som kan lugte andre menneskers følelser – og derved også, om de har gjort noget forkert.