Tre gode råd

Sognepræst Anders Thyrring anbefaler: 

1) Lav kun kvalitets-arrangementer og tænk gerne utraditionelt

2) Lav ikke arrangementer, der er i modstrid med evangeliet

3) Vær åben over for den by, I er en del af.

Hvad gik arrangementet ud på?

Arrangementet hed “De svære ord” og faldt i to afdelinger. I første del fortalte Søren Ulrik Thomsen og Benjamin Hav om, hvordan de arbejder med sproget, mens den anden halvdel handlede om, hvordan de sætter ord på det svære i livet som sorg, død og ulykkelig kærlighed. Festugen var vært, og jeg var ordstyrer. I starten af samtalen stillede jeg kunstnerne spørgsmål - og så gik det så lykkeligt, at de begyndte at snakke sammen og stille hinanden spørgsmål.

Arrangementet foregik i Klostergården lige udenfor kirken. Formen var sådan, at jeg introducerede forfatterne og fortalte lidt om stedet. Arrangementet var med i en underafdeling af festugen, der hedder “Rum der forkynder”, og derfor var det ikke tilfældigt, at vi var i kirken.

Hvordan gjorde I?

Festugen har længe gerne villet samarbejde mere med Vor Frue Kirke, så vi mødtes og fandt sammen ud af et arrangement med Søren Ulrik Thomsen og Benjamin Hav. Temaet for festugen i år er “Bridging” - at bygge bro - og med de to kunstnere fik vi to generationer og to måder at gå til litteraturen på. Søren Ulrik Thomsen som den traditionelle digter, der udgiver i bogform, og Benjamin Hav, der laver tekster til rapmusik. Der kom 80 tilhørere, både unge i 20’erne og ældre litteraturinteresserede. Der var fuldt hus, og billetter blev solgt lynhurtigt. Fordi det var festugens arrangement, krævede det ikke noget økonomisk af os. Festugen solgte billetter, stod for aftaler med kunstnerne, stillede med lydtekniker og folk til at stille scenen og stole op. Vi leverede stedet, Klostergården, mig som ordstyrer, og derudover hjalp en to-tre andre medarbejdere med det praktiske. Det krævede altså det ikke det store hverken i penge eller arbejdsbyrde for os, men derimod iderigdom og åbenhed over for samarbejdet.

Hvad har I lært?

Kirken får rigtig mange tilbud om samarbejde fra lokale aktører, og vi har lavet de her arrangementer meget i de 1½ år, jeg har været præst ved kirken. Det vi har lært i den forbindelse er, at der skal være kvalitet i det, vi laver. Er det et litteraturarrangement, skal det være en god forfatter, og der skal komme en god samtale ud af det. I forbindelse med “De svære ord” var vi optaget af brobygning. Dels på den måde, at samtalen både skulle have med det kristne og litteratur at gøre, og dels skulle det være et arrangement for flere generationer - og det lykkedes til fulde.

For os er det også vigtigt, at et arrangementet som et minimum ikke er i modstrid med evangeliet. Kirken skal have en rolle i arrangementet, som kirken kan stå ved. Vi er et gennemstrømnings-sogn med 15.000 mennesker, og rigtig mange ved ikke, at de hører til i sognet. Den her slags arrangementet er en mulighed for at få folk i byen i tale og få dem til at opdage, at der findes et sted, der hedder Vor Frue Kirke.