Det er torsdag, klokken er 15.30, og korsangerne i Skørping finder deres pladser rundt om klaveret i sognegården. Kirkekoret plejer at være 18 medlemmer fra Skørping skole i forskellige aldre, men et andet arrangement betyder pigefald i dag. Heldigvis dukker tre nye korsangere op på prøve, så der i alt sidder 12 sangere rundt om klaveret.

Korleder og organist ved Skørping kirke, Per Mathiasen Bach, slår en tone på klaveret, og dagens første sang lyder. Det er smukt. Ingen af pigerne kan læse fra bladet, så det er efter gehør og indlæring, at de mange stemmer sammen synger melodien.

Folkekirkens Ungdomskor

Folkekirkens Ungdomskor – FUK – er landsorganisationen af børne- og ungdomskor i folkekirken og er med sine cirka 12.000 korsangere og korledere Danmarks største kororganisation.

FUK fylder 50 dette efterår. Det markeres med et jubilæums landsstævne i København i efterårsferien, hvor sangere fra hele landet vil uropføre ”I kor med alle engle” i Vor Frue kirke og synge rundt om i København, blandt andet i indkøbscentret Fields.

FUK varetager korsangernes og korledernes interesser gennem en lang række aktiviteter, og FUK er dermed en aktiv medspiller i folkekirkens korarbejde og i forhold til at tilbyde børn og unge i Danmark et liv med sang og musik.

To af pigerne i koret er Signe og Cecilie. Signe fortæller, at hun kom med i koret lidt ved en tilfældighed for et års tid siden. Men hun er blevet meget glad for at synge.

-Jeg kan godt lide, at sangene kan udtrykke det humør, man er i, siger hun.

Cecilie er også blevet glad for koret, især fordi de har det sjovt sammen, når de synger.

Smil og instruktioner

Der er mange smil under korlektionen, men der er også instruktioner fra korlederen, som blandt andet beder pigerne om at sidde oprejst på stolene, så der kan komme luft til sangen. Det er også vigtigt at rette ryggen, når man sidder ned og synger. Flere gange skal koret op at stå, så de kan fornemme forskellen på at synge stående og siddende.

I dag er en særlig dag for koret, fordi de for første gang skal synge sange fra jubilæums-værket, ”I kor med alle engle”, et Allehelgens-korværk, komponeret af Jakob Stevns-Lorentzen med tekst af Lisbeth Smedegaard Andersen.

Korværket skal opføres ved jubilæums landsstævnet i København, og her skal de fleste af sangerne fra Skørping med. Korlederen er derfor spændt på, om det er svært for korsangerne at synge de nye sange.

Men det går over al forventning. Selv de svære, som ”Exitus. I hvert et lys der brænder”, lærer korsangerne udenad på ingen tid. Der er også kendte sange i kataloget, som fx ”Dejlig er jorden”. Den synges med høj volumen, et tegn på at alle er med fra begyndelsen.

Stor bredde i stemmerne

De yngste i koret går i 4. klasse, de ældste i 9. klasse, så der er stor bredde i stemmerne. Nogle af sangerne spiller også instrumenter, så det hænder, at der også er indlagt små koncerter i de optrædener, koret laver.

Den næste optræden er til en høstgudstjeneste, og her er det ikke planen, at nogle fra koret skal spille instrumenter. I stedet skal der danses folkedans, fortæller korlederen, mens nogle af pigerne fniser. Der vil også være violin og harmonika, så det bliver en anderledes oplevelse.

Dagens store udfordring for koret er sangen i jubilæumsværket ”Hvor kommer det fra”. Den har tre stemmer, så koret deles i tre grupper, der begynder på forskellige tidspunkter.

Også det klarer de i fin stil, så det tegner til at blive en flot optræden i København, hvor Folkekirkens Ungdomskor fejrer sit halvtredsårs jubilæum, og hvor omkring 300 korsangere ventes at deltage og synge sammen.