- Ved du, om Gud findes, altså sådan rigtigt?

Sådan spurgte en minikonfirmand i Silkeborg kirke for nylig 70-årige Birthe Risom.

- Ja, det er jeg sikker på, lød hendes svar.

- Men kan man da se ham, spurgte drengen, og Birthe Risom svarede, at nej, det kunne man ikke.

- Og så fik vi en snak ud fra det og kom ganske vidt omkring. Det er jo skønt, når børn stiller den slags spørgsmål, som åbner for en samtale om noget vigtigt. Det er jo ikke til at vide, om minikonfirmanderne bliver faste kirkegængere, men jeg er sikker på, at vi sår nogle frø i dem, som åbner for en anderledes tankegang end den, de møder mange andre steder, siger hun.

Birthe Risom selv kom ikke meget i kirken, før hun for cirka otte år siden blev spurgt af en af kirkens præster, om hun kunne tænke sig at hjælpe ved børnekirken.

Det er arrangementer, som begynder sent på eftermiddagen med en lille andagt, og hvor der efterfølgende er spisning for både forældre og børn.

Målgruppen er 4-6-årige børn og deres forældre, og der kommer mange mennesker der, som ellers ikke kommer i kirken.
- Da jeg begyndte at hjælpe til ved børnekirken, var der en klovn med, som stillede spørgsmål til præsten undervejs for at fastholde det på børnenes niveau. Og mange af børnene kom da mest for at opleve klovnen, tror jeg. Det drillede jeg også præsten med, og hun var helt enig i, at det nok mere var klovnen end hende, der trak, siger Birthe Risom med et smil.

Hun er fyldt 70 år og gik på pension for syv år siden fra det, hun kalder ”byens bedste job” som lærer ansat i Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning.

Hendes funktion var at tage ud på skolerne og tale med børn, hvis trivsel der var bekymring for. Et job, som hun oplevede som meget meningsfuldt, og som har givet hende stor indsigt og erfaring i at arbejde med børn.

Tænkte på Birthe

Blandt andet derfor tænkte sogne- og sygehuspræst Anette Kortegaard på Birthe Risom, da hun skulle finde frivillige hjælpere til børnekirken.

Birthe Risom, der tidligere har været træner for et børnehold i en lokal tennisklub, sagde ja uden tøven, og det har hun ikke fortrudt. For dels har børnekirkearrangementerne givet hende mange gode samtaler med både børn og voksne, dels blev det hendes indgang til at engagere sig i sognets mange aktiviteter.

- Kirken er blevet et sted, jeg kender ud og ind og kommer med stor glæde. Jeg kommer ofte forbi for at sige hej til præsterne og de andre ansatte eller hilse på nogle af de frivillige. Jeg kender dem alle sammen, og det er dejligt lige at få en snak. Jeg har da også drillet Anette med, at jeg snart bør få min egen præstekjole, siger hun.
Birthe Risom har hjulpet til ved konfirmandtræf for hele provstiet, hvor 800 konfirmander samles i en sportshal, og hun er fast hjælper ved minikonfirmandundervisningen, hvor hun nyder børnenes nysgerrighed og ofte ganske finurlige spørgsmål.

- Som barn var jeg glad for at gå i kirke med min mormor, som var kirketjener i et sogn ude på landet. Min farmor og farfar var også faste kirkegængere, men mine forældre prioriterede det ikke, så det fyldte ikke i mit barndomshjem. Mine egne børn er døbt og konfirmeret, og på vores ferierejser kiggede vi tit på kirker og klostre. Men jeg har aldrig været fast kirkegænger om søndagen og er det stadig ikke. Det passer mig dårligt at skulle væk fra morgenkaffen og avisen søndag formiddag, men jeg kommer nok en 8-10 gange om året, siger hun.
Til gengæld kommer Birthe Risom gerne til aftengudstjenester og mange andre arrangementer i kirken, fx foredrag og koncerter.

Desuden står hun for at udvælge kunstnere til udstillinger i sognegården, og hun har indtil for et års tid siden siddet i kunstudvalget i KK44, en forening der siden år 2000 har afholdt en årlig festival for kultur og kristendom i Silkeborg kommune.

-I den uge syder byen af foredrag, kunst, teater og gudstjenester, siger Birthe Risom begejstret. 
Hun har selv malet gennem mange år og har udstillet i Silkeborg kirkes sognegård og mange andre steder. En del af hendes malerier har abstrakte religiøse motiver, og hun er meget optaget af kunsthistorie og af den religiøse dimension hos både nulevende og afdøde kunstnere.

Sidder ofte i kirken

- Jeg sætter mig ofte ind i vores kirke, som er åben hele dagen, for at opleve en fredfyldt stund, og samtidig nyde Peter Brandes’ smukke alter, siger hun med henvisning til den udsmykning, som kunstneren lavede, da kirken blev renoveret for et par år siden.

Peter Brandes lavede nyt knæfald i forgyldt smedejern og et alterbord med marmorstuk i blå nuancer – og sørgede for at tilpasse det til den 100 år gamle altertavle i udskåret og forgyldt træ. Brandes’ værk kostede omkring en million kroner, som for en stor dels vedkommende blev samlet ind som en folkegave.
At det kunne lade sig gøre rimer fint på Silkeborg kirkes historie. Tilbage i 1800-tallet var det et stort ønske fra borgerne i byen, at der blev bygget en kirke.

Byen var vokset betydeligt med jernbanen og en masse ny industri, blandt andet en stor papirfabrik, som tiltrak mange arbejdere. Og der var langt fra det, der i dag er centrum af Silkeborg, til de nærmeste kirker.

Gennem 20 år arbejde borgerne arbejdede hårdt på at skaffe midler til en kirke, og i 1877 gav arbejdet gevinst: Silkeborg kirke blev indviet.
Siden har det været en kirke med en aktiv menighed, og en kirke, der bærer præg af at ligge midt i byen. Kirken har tre præster, som alle også er funktionspræster - en sygehuspræst, en arresthuspræst og en korshærspræst - og kirken er kendt for at være en synlig aktør i byens liv.

Kirken ligger i den ene ende af byens centrale torv, og hver dag spiller klokkespillet en melodi, der er afpasset efter årstiden og kirkeåret. På den måde mindes de forbipasserende om, at kirke og kristendom er en del af byens historie og nutid.
Mange bruger kirken til en stille bøn midt i en travl hverdag, mens andre er frivillige med at lave kirkekaffe, læser ind- og udgangsbøn ved gudstjenesterne eller arrangere kirkefrokost og konfirmandforældreaftener.

Birthe Risom nyder både aktiviteterne og muligheden for fordybelse.
- Der foregår så meget spændende. Foredrag og koncerter. Der er fest og ballade og mulighed for fordybelse, og det gode er, at man møder så mange forskellige mennesker; det giver en rigdom i mit liv.