- - -
 

Behov for detaljeret viden om kirkegangen i Danmark

12.06.09

 

For skal man ændre på noget, er det nødvendigt at kende forholdene, som de er, sagde formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, på foreningens årsmøde.

Inge Lise Pedersen. Foto: Hung Tien Vu.

– År for år er der en halv procent færre, der er medlemmer af folkekirken. Antallet af udmeldelser er ikke dramatisk, men det er der. Det er imidlertid især den faldende dåbsprocent, der bidrager til, at medlemsprocenten bliver ved med at falde. Sådan sagde Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd, i sine kommentarer til den aktuelle folkekirkelige situation til de omkring 600 menighedsrådsmedlemmer, der er samlet til tre dages årsmøde i Nyborg.

Menighedsrådenes formand slog dog fast, at folkekirken er i stand til på årsbasis at samle flere mennesker til gudstjeneste end museer, teatre, biografer eller fodboldkampe kan samle. ”Gudstjenesten er altså stadig den kulturytring, som samler flest danskere, og vi har stadigvæk en ganske komfortabel medlemsprocent, sagde Inge Lise Pedersen. Men hvis kurven ikke knækkes, er det nemt at regne sig frem til den dag, da folkekirken ikke længere er en flertalskirke. Spørgsmålet er, om det så stadig kan fastholdes, at det er en folkekirke.”

I den forbindelse efterlyste formanden mere detaljeret viden om kirkegangen i Danmark. Hun sagde bl.a.: ”Lad os ikke lukke øjnene for, at gudstjenesten en del steder er en begrænset publikumssucces. Jeg vil godt slå et slag for, at vi får større viden om, hvordan det står til i de enkelte sogne, specielt hvor ofte, der er messefald. Messefald er en uting. Det er ødelæggende for den enkeltes glæde ved at gå i kirke, hvis man er bange for at være den eneste, der kommer, og det er ødelæggende for præstens nødvendige selvrespekt og på lang sigt måske også arbejdsmoral. For hvorfor bruge tid på at lave en god prædiken, hvis der alligevel ikke kommer nogen? Og så er det spild af ressourcer. I en almindelig bykirke betyder det, at foruden præsten er der mobiliseret en organist, en kordegn, en kirketjener og mindst to kirkekorsangere forgæves. I et lille landsogn er det lidt færre personer, men under alle omstændigheder for mange. Det er ikke for at hænge nogen ud, for miseren skyldes kun sjældent enkeltpersoner, men viden kan give os en ide om, hvor vi står. Hvordan virkeligheden ser ud. Den første betingelse for at ændre på noget er at vide, hvordan det faktisk ser ud, men det ved vi ikke i dag.”

Formandens beretning
Læs hele formandens beretning her.


 
 
- - -
-
- - - - -