- - -
 

Enklere at danne fælles menighedsråd

16.04.10

 

Landsforeningen af Menighedsråd hilser det velkommen, at Folketinget med en lovændring har gjort det enklere at danne fællesmenighedsråd.

Med vedtagelsen af ændringer i lovene om menighedsråd og om folkekirkens økonomi er det nu blevet enklere at danne fælles menighedsråd, de steder hvor menighedsråd ønsker at slå sig sammen, fx i flersognspastorater, hvor der er fælles ansatte.

- Den nye regel om at man kan beholde et uændret antal menighedsrådsmedlemmer, selv om måske tre menighedsråd bliver til ét, vil formentlig fjerne nogle af de betænkeligheder, som nogle menighedsråd har haft over for tanken om sammenlægning af rådene, udtaler Landsforeningens formand, Inge Lise Pedersen.

- Hvad enten man var bange for at der ville være for få frivillige hænder til de opgaver der skulle udføres, eller som menighedsråd i et lille sogn frygtede at blive sat helt uden for indflydelse, vejer betænkelighederne nu ikke så tungt pga. de nye regler om medlemsantal i rådene. Også det forhold at man kan vælge at have én kirkeværge for hver kirke, imødekommer et udbredt ønske hos menighedsrådene, siger hun.


 
 
- - -
-
- - - - -