- - -
 

Årsmøde 2010: Ændret fokus for menighedsrådene

10.06.10

 

Skal menighedsrådene, der på landsplan beskæftiger mere end 30.000 ansatte, i højere grad fokusere på kirkeligt indhold end på personaleadministration? Det skal diskuteres, mener Inge Lise Pedersen, formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, der organiserer landets knap 2.000 menighedsråd.

Inge Lise Pedersen (Hung Tien Vu).

- Menighedsrådene er lige som resten af samfundet underlagt stadigt øgede krav til personaleadministration. Det er et vilkår, og noget vi må diskutere konsekvenserne af, siger Inge Lise Pedersen, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd.

– Menigheds-rådene bakser fx i øjeblikket med at håndtere de nye overenskomster og det stiller spørgsmålet om, vi i højere grad skal overlade den del af menighedsrådsarbejdet til professionelle.

Stadigt stigende krav
Menighedsrådene, der er ansættelsesmyndighed for over 30.000 ansatte på landsplan er ansvarlige for kirkens liv og vækst, som det hedder i lovgivningen. Det indbefatter bl.a. at menighedsrådene ansætter kirkernes personale på nær præsterne.

- Jeg har ikke noget klart svar på det her, men vi må i gang med at se på om menighedsrådene i større grad skal basere deres arbejde på professionelles hjælp ude i sognene. Det vil have den positive effekt, at der bliver mere tid til det kirkelige indhold for me-nighedsrådene, siger Inge Lise Pedersen.

Spørgsmålet er til debat
Konsekvenserne af de voksende krav til personaleadministration for menighedsrådsarbejdet er til debat, når Landsforeningen af Menighedsråd den 11.-13. juni 2010 holder årsmøde på Hotel Nyborg Strand. Ca. 600 menighedsrådsmedlemmer diskuterer folkekirkens aktuelle situation og fremtiden for menighedsrådsarbejdet på mødet.


 
 
- - -
-
- - - - -